Post Danmark Rundt var rundt på gulvet
Speakeren i Danmarks største etapeløb mødte de flere hundrede tilskuere på Yding Skovhøj med et "her på Ejer Bavnehøj"
Der var cykelfest, da mange hundrede tilskuere langs vejene i Skanderborg Kommune torsdag eftermiddag tog imod rytterne i Danmarks største etapeløb, Post Danmark Rundt.
Mange af de cykelinteresserede havde som vanligt fundet en plads på Skovhøjvej, hvor rytterne i modvind skulle bestige etapens svar på Alperne, Yding Skovhøj.
De blev varslet om rytternes komme af løbets speakerbil, der messede den seneste udvikling ud fra store højttalere, men tilskuerne kunne så konstatere, at speakeren var kommet lidt på afveje, idet Yding Skovhøj-tilskuerne blev mødt med et "her på Ejer Bavnehøj."
"Det sgu da Yding Skovhøj," lød det vantro fra flere af de ventende, men snart var alt glemt.
For efter et tremandsudbrud kom feltet, kæmpende op mellem bølgende majsmarker, og sekunder efter var det hele slut.
Fredag fik speakeren så en ny chance for at hitte ud af rutens geografi, da rytterne på den 181,3 kilometer lange etape fra Aarhus til Vejle igen ramte Yding Skovhøj.