Patrick hopper ud fra bjerge på sit snowboard: For nylig blev han kåret som landets bedste

Patrick Bessert fra Skanderborg er ny danmarksmester i Freeride på snowboard efter DM.

Artiklens øverste billede
Patrick Bessert har siden han var en lille dreng været bidt af at stå på snowboard. Foto: Emil Brandt.

Det var ikke kun titlen som Danmarks bedste til at stå på snowboard i kategorien freeride, som 32-årige Patrick Bessert fra Skanderborg fik med sig hjem fra Fieberbrunn i Østrig i uge 7. Der fulgte også en grum snue, som dog snildt var til at holde ud med tanken på sejren i de snedækkede bjerge.

»Jeg er super glad og tilfreds. Jeg har forsøgt at vinde i et par år, men første år i 2020 forstuvede jeg knæet dagen før konkurrencen. Sidste år blev jeg nummer to, så det var fedt endelig at stå øverst på podiet. Nu har jeg fået en vandrepokal med hjem, hvor mit navn skal indgraveres i, og så fik jeg 3500 kroner i præmie,« lyder det med stolthed i stemmen fra Patrick Bessert, der i dag bor i Aalborg med sin kæreste, som er en stor støtte i forhold til at dyrke hobbyen, der siden blev en livsstil.

Før studietiden forsøgte han at kvalificere sig til VM i Freeride med forskellige sponsorer i ryggen, hvor det gælder om at få stjerner nok, så man til sidst kan prøve at kvalificere sig til ”Freeride World Tour”. Da coronaen forhindrede ham i at deltage i konkurrencer, begyndte han at læse til civilingeniør i miljøledelse og bæredygtighed. Han er fortsat teamrider for K2 i Danmark.

Jeg er super glad og tilfreds. Jeg har forsøgt at vinde i et par år, men første år i 2020 forstuvede jeg knæet dagen før konkurrencen. Sidste år blev jeg nummer to, så det var fedt endelig at stå øverst på podiet.

Patrick Bessert, DM-vinder i Freeride på snowboard

Konkurrencen på bjerget

Konkurrencepausen varede ikke længe, for sidste år stillede Patrick Bessert første gang officielt op til DM i Freeride på snowboard. Han måtte dog se sig slået af Oscar Helmersen. Med en andenplads, var Patrick Bessert slet ikke i tvivl om, at han skulle give det et skud mere i år. Også selvom han ikke havde en sæson i benene.

»Men det er faktisk lidt som at cykle. Når du først har lært det, kommer det tilbage til dig nærmest lige, når du får brættet på,« siger Patrick Bessert.

Konkurrencen består af to løb ned fra samme bjerg, hvor deltagerne undervejs bedømmes på parametre som linjevalg, kontrol, flow på bjergsiden, hop og tricks ud fra klipper samt teknik. Dagen før konkurrencedagen, står de i bunden af bjergsiden for at lægge en plan for nedkørslerne. På dagen tager deltagerne en lift mod toppen af resortet og derfra navigerer de ud i offpisten for at komme hen til bjergsiden, de skal køre på. Derfra går de op til starten.

»Jeg ændrer plan på toppen, lige som jeg skal til at køre, da mit afsæt til den første klippe, som jeg har forestillet mig, ikke ser godt ud. Jeg er nervøs og tænker på, om det nu går. Jeg kører mig selv op, banker mig på benene og folk hepper og gejler en op som man skal til at køre. Der bliver kaldt til vedkommende, som starter os over walkie talkien på toppen, ready for rider #14, dropping in... 3... 2... 1..., og så er det af sted.. I sidste øjeblik beslutter jeg at følge et andet spor og kører ud over klippen. Jeg har ikke nok fart på, så jeg lander lidt forkert, så jeg ender med et kontrolproblem i landingen og kører hurtigt videre mod den midterste del,« fortæller Patrick Bessert med stor entusiasme i stemmen, inden han i fortællingen er videre ved den midterste del på bjerget, som han lander sikkert.

Nu videre til sidste landing i første run.

»Jeg skal navigere gennem en masse buske og grene, som er svære ikke at blive fanget i, for at komme ned til den klippe, jeg skal hoppe ud fra. Så peger jeg brættet ud over og lander stensikkert og kører mod mållinjen skuffet over mit kontrolproblem i toppen,« siger Patrick Bessert.

Så gælder det andet run.

»Vi kører ned i bunden igen, og derfra skal vi med en gondol og en stolelift for at nå til samme offpisterute for at gå op ad bjergsiden igen. Denne gang op til start #2, som er endnu længere oppe. Solen skinner, og der er omkring 10 grader, så det er virkelig varmt. Jeg går i t-shirt og med solbriller. Alt udstyret hænger på min rygsæk, så det er virkelig hårdt at gå op. Jeg skal køre som en af de første snowboardere efter skiløberne, så jeg når lige at få pusten og komme til mig selv igen, inden det er min tur,« siger Patrick Bessert.

Sneen har set bedre dage efter dårlige sneforhold og mange konkurrencedeltagere.

»Jeg står på toppen og forestiller mig, at jeg står på en hvilken som helst dag i St. Anton, hvor jeg har været i mange skisæsoner. Jeg tænker, at jeg sagtens kan - jeg kører ned gennem det stejle topstykke med god kontrol. Fra siden, på vej op til start #2 kunne jeg se, at der ikke har været nogen på den klippe, jeg udså mig fra bunden, så den er stadig med blød sne i landingen. Jeg hopper ud over og går ret stort på den, og jeg føler, at jeg flyver ret langt, inden jeg lander perfekt. Jeg fortsætter i fuld fart ned mod det næste stykke, hvor sneen har formet et naturligt flyvehop, som jeg hopper rigtig langt ud fra, inden jeg lander i lidt buske. Men det er intet problem at køre videre derfra,« siger Patrick Bessert.

Nu brænder mine ben for alvor. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke har særlig mange skidage i benene. Det spidser til, men jeg skal bare holde ud og nå ned til målstregen.

Patrick Bessert, DM-vinder i Freeride på snowboard

Nu gælder det sidste af seks landinger.

»Jeg har god fart og kontrol over mit snowboard, men nu brænder mine ben for alvor. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke har særlig mange skidage i benene. Det spidser til, men jeg skal bare holde ud og nå ned til målstregen. Jeg finder den samme kløft som i første løb og navigerer stille og roligt ned gennem buskene igen. Med det samme kan jeg se, at jeg skal pege spidsen af boardet ned ad i faldlinjen udover den største klippe i stedet for den lidt mindre til højre, som jeg valgte i første run. Det brænder virkelig i benene, og selvom jeg ender på benene, slår trætheden i benene mig forlæns i en kolbøtte et par meter efter landingen lige før målstregen,« fortæller Patrick Bessert.

»Det var så træls og irriterende. Dumt at jeg vælter på så godt et run. Det var nok det bedste run af alle snowboarders, så jeg ærgrede mig super meget,« siger Patrick Bessert, der alligevel endte med 20 point mere end Oscar Helmersen på andenpladsen.

Patrick Bessert håber, at flere i fremtiden vil deltage i konkurrencen, der i lige så høj grad handler om at mødes med gode venner. Foto: Emil Brandt.

Skateboard på villavejen

Nok var konkurrenceugen i Østrig den første af slagsen på snowboard i denne sæson, men det betyder ikke, at erfaringen er lille. For det begyndte allerede som helt lille dreng på villavejen på H.C. Andersens Vej i Skanderborg, hvor han voksede op med sin familie. Her fik han hurtigt et skateboard under fødderne, som han brugte mange timer på. Da familien så skulle på skiferie i Hartzen, stod det hurtigt klart.

»Der var ingen tvivl om, at jeg skulle på snowboard. Jeg faldt og slog mig hele tiden, men jeg var jo et lille barn, så det tænkte jeg ikke over. Det var bare sjovt, og da jeg blev lidt ældre, var jeg af sted med fritidsklubben i Skanderborg, hvor jeg også stod på snowboard,« siger Patrick Bessert, der frem til gymnasiet var på en skitur om året.

Derfra blev det til mellem to og tre skiferier årligt, inden det blev til 9-10 sæsoner rundt omkring i verden - blandt andet i Canada, Japan, forskellige steder i Østrig og Frankrig og de sidste par sæsoner var med gode venner i St. Anton.

»Skisæson efter skisæson var det pludselig en livsstil for mig. Jeg havde lagt min identitet i det, og jeg brugte alle mine somre på at knokle røven ud af bukserne for at få råd til at tage af sted, fordi det jo er en ret dyr sportsgren. Derfor har jeg også arbejdet mange somre ude på Sølund,« siger Patrick Bessert, der stadig kommer til Skanderborg fra tid til anden.

»Jeg arbejder nogle gange på Pensionatet Skanderborg Øst ved siden af jobbet som studenterunderviser på Aalborg Universitet. Når jeg så har vagter i nogle weekender, kan jeg i samme omgang besøge venner og familie i området,« siger Patrick Bessert, der allerede glæder sig til at vende retur til sneen i Fieberbrunn i Østrig næste år, når han vil forsøge at forsvare titlen som danmarksmester.

I mellemtiden holder han formen ved lige i træningcentret og på wakeboard i kabelparken i Aalborg, og når vejret er til det, tager han skateboardet til og fra studiet. Snowboardet har han også luftet på sneklædte steder i det nordjyske i den seneste tid.

»Og så håber jeg på meget mere tid i sneen i den næste skisæson, når jeg skal skrive speciale,« siger Patrick Bessert.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.