Sejr til SAH efter nervepirrende afslutning
Lørdag eftermiddag vandt SAH med to mål over Mors-Thy.
Lørdag eftermiddag dannede en fyldt Sparekassen Thy Arena rammerne, da SAH på udebane mødte Mors-Thy for at tilkæmpe sig endnu to point til kontoen med en sejr på 31-33. Holdene fulgtes godt ad i starten, men efter stillingen 5-5 var det SAH, der kontrollerede spillet i første halvleg.
»Jeg synes, vi spiller en rigtig god første halvleg. Vores spil var meget kontrolleret og meget sikkert. Tingene fungerede i begge ender, hvormed vi løber fra dem og kan gå til halvleg foran 11-16,« lød det fra cheftræner Nick Rasmussen i en pressemeddelelse.
De sidste 30 minutter bød på en god fight mellem de to hold, hvor SAH holdt afstand til Mors-Thy Håndbold langt ind i anden halvleg. Til trods for, at SAH havde styr på spillet, blev det nervepirrende, da Mors-Thy Håndbold vælger at gå langt op i banen i slutningen af kampen.
»Vi har jo egentlig kontrollen i spillet langt hen ad vejen i anden halvleg, men alligevel bliver det lidt spændende, hvilket jeg synes er ærgerligt og unødvendigt,« siger Nick Rasmussen.
Trods den rodede slutning på kampen er cheftræneren godt tilfreds med præstationen og meget glad for igen at have fået gang i målscoren.
SAH spiller på hjemmebane igen tirsdag 14. februar i Aarhus Arena, hvor SAH tager imod HC Motor fra Ukraine i European League.
kfp