Skanderborg Kano- og Kajakklub får støtte til havkajakker
Med støtte fra DIF og DGI's foreningspulje kan SKKK nu se frem til den nye sæson med et større udvalg af havkajakker
Skanderborg Kano- og Kajakklub (SKKK) har fået støtte på 65.000 kroner til indkøb af havkajakker og –udstyr fra DIF og DGI’s foreningspulje. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Med modtagelsen af bevillingen kan SKKK nu anskaffe flere nye og forskellige kajakker inden opstarten af instruktionsforløb i 2023 sæsonen.
I SKKK glæder formanden, Mette Hauberg og de mange aktive medlemmer sig over at kunne indkøbe nyt udstyr til klubben – og forhåbentlig byde velkommen til en masse nye ansigter, som har lyst til at ro kajak.
Bevillingen betyder at klubben kan tilbyde flere forskellige kajakker inden opstarten af instruktionsforløb i 2023 sæsonen.
De nye havkajakker og udstyr skal bruges til at træne færdigheder i havkajak på Skanderborg Sø og til at dyrke friluftsliv fra havkajak på ture langs danske kyster og rundt om danske øer.
»Vi har godt ro-vand i Skanderborg og SKKK er en aktiv kajakklub med omkring 200 medlemmer i alderen 11-80 år, der ror forskellige typer kajak (tur, kap og hav). SKKK har over de sidste to-tre år oplevet en stigende interesse for aktiviteter inden for havkajak og en tilgang af nye medlemmer, der ønsker at ro i havkajak,« skriver de i pressemeddelelsen.
Hver tirsdag året rundt er der fællestræning i havkajak på Skanderborg Sø. Der bliver øvet ro- og styreteknik, balance, sikkerhed, rul og grønlandsk rebgymnastik. Træningen er forberedt af en certificeret instruktør, men alle hjælper hinanden til at blive bedre og det er altid hyggeligt.
I løbet af året arrangeres der flere dagsture på havet og langdistanceture over flere dage med oppakning og overnatning i det fri. Disse ture ledes af en erfaren turleder, som er uddannet havkajakinstruktør.
Der er åbent for tilmelding til årets instruktion i havkajak i SKKK på skanderborg-kajakklub.dk.
SKKK har modtaget bevillingen på 65.000 kr. fra DIF og DGI’s foreningspulje, der årligt uddeler ca. 44 mio. kr. til projekter i idrætsforeninger. DIF og DGI’s foreningspulje kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, f.eks. til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af trænerkompetencer. Puljen kan søges om op til 300.000 kr., men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 og 30.000 kr.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d
sø