Guld: Tre EM-helte fra Skanderborg hyldet

Andreas, Silja og Johan fik ros af borgmester og udvalgsformand.

Artiklens øverste billede
Fra venstre Thomas Purup, Silja Kjølbo, Johyan Fredmar, Andreas Bregnballe Sørensen, Frands Fischer og Tage Nielsen. Foto: Erland Rasmussen

Der var feststemning i Danmarks Taekwondo Center på Fælledlunden i Skanderborg, da Skanderborg Moo Sa Taekwondo Klub og byen hyldede dens nybagte europamestre i den ædle kampsport fra Korea.

Der var således både borgmester Frands Fischer og kulturudvalgsformand Tage Nielsen som officielle gratulanter fra Skanderborg Kommune til stede ved receptionen i klubhuset, hvor også familie og venner var samlet for at festliggøre triumftoget fra det netop overståede EM i Portugal.

Det er rigtigt stort, og jeg vil gerne sige tak, fordi I har været ude og repræsentere Skanderborg Kommune og jeres klub. Det er vi rigtig glade for. Det sætter også Skanderborg Kommune på Danmarkskortet. Til lykke med en rigtig flot præstation.

Frands Fischer, borgmester, Skanderborg Kommune

Tre hovedpersoner

Hovedpersonerne var de lokale medlemmer af Skanderborg Moo Sa Taekwondo Klub, kæmperne Andreas Bregnballe Sørensen, Silja Kjølbo og Johan Fredmar, som vandt deres EM-titler som en del af det danske landshold.

Andreas Bregnballe Sørensen blev således Danmarks første freestyle Europamester for senior herrer.

Og Andreas Bregnballe Sørensen blev således dobbelt EM-mester, da han sammen med klubkammeraterne fra Skanderborg, nemlig Silja Kjølbo og Johan Fredmar, samt to yderligere fra landsholdet, vandt titlen i mixed team freestyle.

Borgmester Frands Fischer fremhævede de tre unge som fornemme repræsentanter for både klub og kommune.

»Det er rigtigt stort, og jeg vil gerne sige tak, fordi I har været ude og repræsentere Skanderborg Kommune og jeres klub. Det er vi rigtig glade for. Det sætter også Skanderborg Kommune på Danmarkskortet. Til lykke med en rigtig flot præstation«, sagde borgmester Frands Fischer.

Formand for Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget, hvorunder idrætten hører, Tage Nielsen, var også imponeret over de tre unges EM-titler, og han fremhævede desuden fællesskabet i klubben som en del af årsagen.

Fællesskab og klubånd går hånd i hånd med hård træning og motivation. Det er en rigtig imponerende præstation, som klubben og jeres gode kæmpere er lykkedes med. Jeg vil også gerne på vegne af Skanderborg Kommune ønske et stort til lykke med de flotte titler og samtidig også klubbens ledelse for det engagement og den rolle, I spiller for klubbens medlemmer«, lød det fra udvalgsformand Tage Nielsen.

Det var også en stolt formand for Skanderborg Taekwondo Klub, Torben Sachmann Hansen, der hyldede de unges præstationer. Aldrig tidligere har Moo Sa vundet to guldmedaljer ved EM, og man skal 16 år tilbage i tiden for at finde klubbens hidtil eneste Europamesterskab, som blev vundet af Mark Lee Larsen som en del af et mixed team.

»Jeg vil også gerne takke familierne, som investerer ekstremt meget både tid, penge og i opbakning til de unge mennesker«, sagde Torben Sachmann Hansen.

Stolte over titlerne

Andreas Bregnballe Sørensen, Silja Kjølbo og Johan Fredmar var stolte og beærede over opmærksomheden.

»Det var en kæmpe oplevelse i Portugal, og det er helt surrealistisk at stå her i dag og blive hyldet som EM-mestre med både borgmester og kulturudvalgsformand. Det er fedt, at vi har kunnet få EM-titlen tilbage til Skanderborg, og den hårde træning har været det hele værd«, sagde de tre til Uge-Bladet under receptionen.

De ser nu frem til næste store konkurrence, som bliver VM i Sydkorea til april næste år.

Læs også

Del artiklen