Hørning i sikker sejr

Bordtennis herrer vandt 5-1 over Brøndby i Hirtshals.

Artiklens øverste billede
Flot indsats af holdet fra Hørning Bordtennis Klub, som består af Emil Madsen, Benjamin Sørensen, Jan Bechmann, Thomas Kjeldgaard, Christian Theilmann og Ulrik Marcussen, som måtte sidde over med en skade i nakken. Privatfoto

Hørning Bordtennis Klub satte lørdag kursen stik nord mod Hirtshals Idrætscenter, hvor klubben skulle møde Vestegnen (Brøndby) og Næstved i 1. division.

Kampene gjaldt 1. eller 2. pladsen i divisionen og dermed muligheden for at spille om direkte oprykning til landets bedste række, BordtennisLigaen, efter nytår.

I første kamp skulle krydses klinger med Vestegnen, og der var dømt ”spil til ét mål” fra første bold. Hørning BTK’s spillere var toptændte på opgaven, som i realiteten kunne besegle holdets videre skæbne.

Hørning bragte sig hurtigt foran med både 2-0 og 3-1 inden Emil Madsen og Benjamin Sørensen satte trumf på med to sikre sejre, og dermed en stensikker holdsejr på 5-1. Eneste nederlag tilfaldt Christian Theilmann, men først efter en mandfolkeindsats, hvor alle ressourcer blev brugt, inden han måtte strække gevær.

Meget skulle dermed gå galt i den næste kamp, hvis ikke Hørning BTK ville ende med at sætte sig på den ene af de to pladser i oprykningsslutspillet i 2022.

I denne kamp var modstanderen således Næstved, som i deres første holdkamp havde spillet uafgjort 4-4 mod Rønde, hvorefter de tabte det afgørende ”Golden Set” og dermed 4-5.

Thomas Kjeldgaard og Emil bragte Hørning på 2-0 med to stensikre 3-0 gevinster, inden Benjamin stemplede ind med endnu en 3-0 sejr og dermed 3-1 til Hørning efter første kvadrant.

Jan Bechmann gjorde kort proces i sin single, hvor han slog en højere rangeret spiller med 3-1. Samtidig leverede Emil Madsen en kanonkamp på bordet ved siden af, hvor han for første gang i karrieren fik skovlen under den tidligere landsholdsspiller Andreas Dilling med 3-2 i sæt. ”Game set and match” og dermed et slutresultat på 5-1 til Hørning BTK.

Dermed kunne de lokale helte slutte efterårssæsonen 2021 som vindere af 1. division med 22 points for 9 kampe, men hvor Hillerød trak holdet og sejren blev nulstillet.

ear

Læs også

Del artiklen