17-årige Karla er Danmarksmester i dressurridning
Karla Dyhm Junge fra Skanderborg er netop kåret som Danmarksmester i dressurridning.

Der har været træning hver eneste dag op til stævnet, men det har også vist sig at give pote.
Det er rigtig dejligt at kunne fortælle dem, at jeg er Danmarksmester.
17-årige Karla Dyhm Junge kan nu kalde sig Danmarksmester i dressurridning.
»Det har krævet skarp træning siden august, for det kræver rigtig meget planlægning at få hesten til at stå helt skarpt,« siger Karla Dyhm Junge og fortæller, at hun er meget glad for sin nye titel.
»Det er meget nemmere for mig at sige til vores landsholdstræner, hvis der er noget, jeg gerne vil fremadrettet med den titel i ryggen. Det gælder også for sponsorer, at det er rigtig dejligt at kunne fortælle dem, at jeg er Danmarksmester,« siger Karla Dyhm Junge.
Tager gymnasiet online
Karla Dyhm Junge har redet i 14 ud af hendes nu 17 år, så det har også taget en del tid at nå dertil, hvor hun er i dag, fortæller hun.
Hun rider både senior, som er for alle - også dem, der rider OL, og så rider hun U25, som også er den kategori, hun nu er Danmarksmester i. Til dagligt står hendes hest i Harlev hos Susanne Barnow, og det er det helt rigtige sted, fortæller Karla Dyhm Junge.
»Det er det mest fantastiske sted at have hest - og så er min træner derude også.«
Selvom hun bruger store dele af sin tid på hesten, så tager hun også en EUX Business i Aalborg. Alt undtagen eksamen foregår dog online, så Karla Dyhm Junge kan selv tilrettelægge sin tid.
Det er også stik imod alle odds, at hun i dag er blevet en så dygtig rytter, fortæller hun. Hun har nemlig en rygskade, som tidligt i hendes liv kunne ende ud i, at hun skulle sidde i kørestol.
»Det er så takket være ridningen, at jeg kan gå i dag. Hestens gang imiterer persongang bedst, så hvis man har problemer med ryggen som mig, så er det bedste, man kan gøre at sætte sig på en hest.«