»Vi sætter østjysk håndbold på landkortet«

Mads Lind har en plan for fusionsklub, der har fået en noget nær perfekt start med en overvægt af sejre og topplacering til følge.

Artiklens øverste billede
Direktør og tidligere spiller Mads Lind. Foto: Skanderborg Aarhus Håndbold

Østjyllands nye håndbold-flagskib Skanderborg Aarhus Håndbold har haft vind i sejlene fra dag ét, og efter seks spillerunder indtager fusionsklubben en tredjeplads i herrehåndboldligaen.

Selv om klubsammenlægninger historisk set ofte har været vanskelige, er direktør Mads Lind ikke overrasket over de gode resultater.

»Vores hold er rigtig godt, kulturen er god og der er en kontinuitet, som har bragt os op i tabellen. Vores målsætning er at komme i slutspillet. Det, mener vi, er realistisk,« siger han.

De fleste kender nok Mads Lind fra banen, hvor han havde han en lang aktiv karriere i Århus Håndbold sideløbende med et videregående uddannelsesforløb. Siden harpiksen blev lagt på hylden i 2015 har Mads Lind arbejdet som salgsdirektør.

»Jeg har været væk fra håndbold i seks år og har haft mulighed for at bruge nogle kompetencer, som ikke kun er håndboldrelaterede,« siger Mads Lind, som er bosat i Højbjerg.

Han satte sig i direktørstolen på kontoret i Ceres Arena 1. september, men er tit i Fælledhallen i Skanderborg, hvor de fleste træninger foregår. Dog bliver der også brugt noget tid på landevejene i bilen, hvor Lokalavisen fanger ham via en en telefon. På vej til et møde med en ny sponsor.

»Kigger jeg på listen af sponsorer er den ret ligeligt fordelt mellem Skanderborg og Aarhus. Om det er tilfældigt eller ej, ved jeg ikke, men det er glædeligt, at vi mærker opbakning fra hele Østjylland,« fastslår direktøren.

Flere tv-kampe

»De sportslige resultater er katalysator for, hvordan det går. Og vi mærker opbakningen. Det har ikke noget at gøre med det hårde arbejde, der foregår udenfor kulisserne fra vores 75 frivillige og organisationen. Der bliver arbejdet lige hårdt lige meget om vi taber eller vinder,« siger han og tilføjer:

»Men det er klart, at opbakningen er stigende, når vi begynder at få gode resultater og får også rigtig mange tv-kampe. Tre gange er det sket, og vi har lige fået tre nye tv-kampe. Dermed skaber vi en værdi for vores sponsorer i forhold til eksponering. Vi sætter østjysk håndbold på landkortet.«

Ligamandskabet, som i skrivende stund indtager en tredjeplads i landets bedste herrehåndboldrække med fem sejre og et enkelt nederlag. Foto: Skanderborg Aarhus Håndbold

Betyder den fysiske afstand slet ikke noget?

»I bund og grund betyder den ingenting. Jeg opfatter det mere som holdninger, end jeg opfatter det som en fysisk afstand. Vi mennesker er jo vanedyr. Når man er vant til at køre et sted hen og støtte dem i grønt eller orange, så er det her noget nyt. Men nu får vi noget, der forhåbentlig bliver endnu bedre,« siger Mads Lind.

14 er bosat i Aarhus

Der er en overvægt af spillere med Skanderborg-baggrund i den 16 mand store trup, men 14 er bosat i ’Smilets By’. Derfor pointerer direktøren også, at der første og fremmest er østjyder.

Sammenlægning af liga-mandskaberne fra henholdsvis Skanderborg og Århus Håndbold er indtil videre forløbet rimeligt uproblematisk.

»Der har været rigtig mange hjerter og super engagerede mennesker i hver lejr. Det er super fedt at opleve, for det er dét, man lever af som virksomhed, at der er noget engagement. Det er vigtigt, at vi er meget bevidste om, at kulturen kommer fra de foreningskulturer, der ligger rundt om i moderklubberne blandt alle de frivillige. Det er dem, som skaber kulturen,« pointerer han.

Næste gang den østjyske fusionsklub skal i kamp på sine to hjemmebaner er henholdsvis den 23. oktober klokken 15 i Ceres Arena, hvor modstanderen hedder TTH Holstebro og 11. november klokken 20 i Fælledhallen i Skanderborg mod GOG.

»Vi har syv hjemmekampe hvert sted. Vi har fordelt kampene, så de store hold kommer til begge byer for at tilgodese alle mennesker, frivillige og sponsorer. Sol og vind skal fordeles så godt, som man nu kan i sådan en fusion her,« siger direktøren.

Hvor lang tid kan du se dig i rollen som direktør for Skanderborg Aarhus Håndbold?

»Det kan jeg så længe, jeg synes, det er sjovt at bruge mange timer på det og kan se, at organisationen udvikler sig. Vi skal have det her østjyske håndboldprojekt op at køre. Det er derfor, jeg har sagt mit tidligere job op for at hellige mig det her. Der er der ingen umiddelbar udløbsdato på,« siger Mads Lind.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen