Ny formand i Skanderborg Aarhus Håndbold

Peter Frandsen overtager formandsposten efter Jørgen Noes, som efter eget ønske træder et skridt tilbage

Artiklens øverste billede
Peter Frandsen, ny formand i Skanderborg Aarhus Håndbold. Foto: Christoffer Håkansson

Skanderborg Aarhus Håndbold gør nu klar til at rokere i bestyrelsen, hvor Jørgen Noes efter eget ønske træder et skridt tilbage, og Peter Frandsen overtager formandsposten.

Det oplyser Skanderborg Aarhus Håndbold i en pressemeddelelse.

Peter Frandsen har tidligere været en del af familievirksomheden Frandsen Group i Horsens, hvor han var direktør i et af gruppens selskaber. Han er født og opvokset i Skanderborg og har boet i Aarhus de sidste 20 år, og det er en formand med stor passion for hele regionen, som sætter sig i formandsstolen.

»Jeg har en kæmpe respekt for det arbejde, der har været udført i såvel Skanderborg som i Aarhus. Klubberne har været drevet med ægte entusiasme, passion og professionalisme fra ledelse, administration og frivillige, som alle er gået til opgaven med liv og sjæl. Det grundarbejde og den indstilling fortjener at blive videreført i Skanderborg Aarhus Håndbold«, siger Peter Frandsen i pressemeddelelsen.

Han uddyber, at der fortsat skal skabes de bedste rammer for talenter i begge byer, ligesom talenterne skal udvikles til at blive spillere fra øverste hylde. Talentudvikling og arbejdet med unge mennesker er spændende og en af grundstenene i Skanderborg Aarhus Håndbolds DNA.

Skanderborg Aarhus Håndbold skal være et powerhouse for den fortsatte udvikling indenfor håndbold.

Peter Frandsen, ny formand

»Sideløbende skal vi krydre og forstærke den udvikling med rutinerede og etablerede spillere, og det er kun realistisk med et sundt, økonomisk fundament. Fremadrettet skal vi bygge videre på et grundlag, hvor sponsorer og samarbejdspartnere er tættere på klubben og en integreret del af den spændende sportslige og forretningsmæssige rejse, vi skal på sammen«, lyder det.

Peter Frandsen understreger, at man har et ekstremt stærk produkt som håndboldklub med et velfunderet værdigrundlag og er en del af et elitesportsmiljø, som er blandt de ypperste i verden. Dansk håndbold skaber værdi for sponsorer og samarbejdspartnere.

»Skanderborg Aarhus Håndbold skal være et powerhouse for den fortsatte udvikling indenfor håndbold, og med det setup vi har nu på ledelsesniveau, i sundhedsstaben og i spillertruppen er jeg ikke i tvivl om, at vi kan realisere vores målsætning som blandt andet omfatter deltagelse i Champions League i år 5«, siger Peter Frandsen.

Jørgen Noes fortsætter i bestyrelsen for Skanderborg Aarhus Håndbold. Han roses for arbejdet med sammenlægning af de to herrehold, hvor hensynet til spillere og medarbejdere har haft højeste prioritet.

»Jeg glæder mig til sammen med resten af bestyrelsen at tage stafetten og understøtte ledelsen i udviklingen af Skanderborg Aarhus Håndbold. Håndbolden skal være samlingspunktet i Østjylland«, siger Peter Frandsen.

ear

Læs også

Del artiklen