Særlig motionstræning skal lokke flere til Skanderborg Bokseklub

Skanderborg Bokseklub har startet hold med motionsboksning op. Et tilbud, der for deltagerne handler om at give tæv til overflødige kilo, og for klubben går ud på at banke medlemstallet op.

Artiklens øverste billede
Indtil videre er der 12 på boksemotions-holdet, men der er plads til mange flere. Pressefoto

Der bliver bokset, så sveden sprøjter i lokalerne hos Skanderborg Bokseklub. Ingen bliver dog knockoutet eller taber på point - til gengæld får kalorierne en lige højre.

For i Skanderborg Bokseklub er man begyndt på noget nyt: Motionsboksning. En bokseform, hvor det - som navnet antyder - er motionen og den hårde træning, der er i fokus, og hvor deltagerne primært kæmper mod sig selv.

»Det er ikke noget, vi har haft før, men det er meget udbredt i mange bokseklubber rundt om i landet, hvor det er stort tilløbstykke. Og indtil videre har vi 12 deltagere, der kommer hver uge. Men vi håber selvfølgelig, at der er flere, der får øjnene op for det,« siger Lars Borch, formand for Skanderborg Bokseklub.

Det nye boksetilbud er sat i søen i håbet om både at forbedre klubbens økonomi, men også for at få klubben til at vokse på medlemsfronten.

Hver uge bliver man vejet, og hvis jeg ikke har smidt nogle kilo, så ved jeg, at jeg står til ansvar overfor de andre, når jeg skal forklare, hvorfor at vægten ikke har rykket sig i den rigtige retning.

»Vi er begyndt med det, både fordi vi gerne vil være større som klub, og fordi vi godt kunne tænke os at få flere frivillige ind. For hvis vi en dag godt vil afholde et boksestævne, så kræver det nogle voksne mennesker, der interesserer sig for vores klub. Det er måske ønsketænkning – men hvis der bare er to fra vores motionshold, der vil hjælpe til i klubben, så vil det være rigtig fint. Og man kan sige, hvis vi ikke gør noget, så sker der i hvert fald ikke noget,« siger Lars Borch.

På programmet er der både crossfit og klassiske bokseøvelser. Pressefoto

Hårdt og intenst

Indtil videre har klubben haft motionsboksning på programmet i fire uger, hvor det her er et lidt ældre publikum, der nu har fundet vej til bokseklubben - til stor tilfredshed for bokseformanden.

»Vi er helt vildt glade for det. Det kører virkelig godt, og det er nogle rigtig fede træninger. Vi har ikke en, der ikke er gennemblødt af sved, og under øvelserne snakker folk ikke, for det kan de ikke,« fortæller bokseformanden.

Til træningerne bliver deltagerne hevet gennem varierede øvelser - som er med den intensitet og hårdhed, der også er i boksningen. På programmet er der både crossfit og klassiske bokseøvelser, hvor man eksempelvis tæver løs på en træner, der forsvarer sig med plethandsker.

»Enkelte vil også gerne ind i ringen og bokse med nogle andre, så får de lov til det, og så kan de godt have en dag, hvor de skifter motionstræningen ud med almindelig boksning. Men rigtig mange vil bare gerne have noget bokselignende træning,« fortæller Lars Borch.

Bank til kiloene

For de fleste handler det dog om at få bokset nogle kilo af. Og her kan man tilmelde sig et særligt vægttabskoncept.

»Jeg bruger et planlægningsværktøj, som jeg har lært fra min uddannelse i personlig udvikling, og som jeg selv har brugt til at planlægge mit eget vægttab. Noget som gjorde jeg fra december sidste år og seks måneder frem, hvor jeg lykkedes med at tabe 12 kilo ved at bruge det koncept,« fortæller bokseformanden.

Indtil videre er der to, der er hoppet med på vægttabskonceptet, som Lars Borch også er en del af. Indtil videre har de tre tilsammen tabt sig 4,6 kilo på tre uger.

»Det er ikke så stort, men det skyldes også, at der har været noget sygdom i nogle af ugerne. Men det indhenter vi,« fastslår Lars Borch.

En af de afgørende elementer i vægttabskonceptet er den måde, der bliver arbejdet med deltagernes motivation, og at man som et hold forpligtiger sig overfor hinanden.

»Hver uge bliver man vejet, og hvis jeg ikke har smidt nogle kilo, så ved jeg, at jeg står til ansvar overfor de andre, når jeg skal forklare, hvorfor at vægten ikke har rykket sig i den rigtige retning. På den måde har vi forpligtiget os overfor hinanden til at tabe os,« siger Lars Borch, der på Facebook også laver ugentlige opdateringer om holdets vægttab.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen