"Du er for sej, Lisa": Paralympisk guldvinder hædret på Fælleden

Den paralympiske taekwondo-guldvinder, Lisa Kjær Gjessing fra Ry, blev onsdag eftermiddag hædret på Fælleden for sin bedrift.

Artiklens øverste billede
På vegne af byrådet overrakte borgmester Frands Fischer blomster og en gave til Lisa Kjær Gjessing. Foto: Grethe Bo Madsen

For første gang nogensinde har Skanderborg Fælled taget imod en paralympisk guldmedaljevinder. 43-årige Lise Kjær Gjessing fra Ry, der i Tokyo i overlegen stil vandt finalen i taekwondo klassen 44-58 kilo over briten Beth Munro, blev onsdag eftermiddag hyldet af Skanderborg Byråd og Idrætssamvirket for sin bedrift.

»Stort tillykke med guldmedaljen. Hvor er du sej, Lisa. Du er et forbillede som idrætsudøver og menneske. Du har bevist, at man skal turde sætte sig mål og gå efter dem. Og at man kan vende modgang til optimisme og nye muligheder, sagde borgmester Frands Fischer blandt andet i sin tale til guldvinderen.

Det har været en meget lang rejse, og det er vigtigt for mig at sige, at det ikke har kunnet lade sig gøre uden den kæmpestore støtte og opbakning

Lisa Kjær Gjessing

Også Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalgets formand, Tage Nielsen, havde flotte ord med til guldvinderen.

»Der er en meget stor portion stolthed over at modtage dig her i dag. Det er mange år siden, du satte dig det mål at du skulle vinde i Tokyo. Tak for din store indsats og de utallige træningstimer, der ligger bag sejren. Jeg håber du fortsætter med din sport – til inspiration for mange børn og unge,« sagde han.

»Det er meget flotte ord og det tager noget tid at synke det hele ind. Det er ret stort at få så mange gode ting at vide. Det har været en meget lang rejse, og det er vigtigt for mig at sige, at det ikke har kunnet lade sig gøre uden den kæmpestore støtte og opbakning, jeg har fået fra dem, der er med her i dag,« lød det fra guldvinderen, der havde sin familie og træner Bjarne Johansen med til hyldesten på Fælleden.

Giv handicappede lige muligheder

»Det er dem, der har lidt afsavn og givet afkald, mens jeg er kørt til træning og har rejst. Jeg har også fået stor støtte af min træner Bjarne og et helt hold af træningskammerater. Jeg alene havde et team på fire med til Tokyo. Det kræver virkelig meget at nå der til,« understregede hun.

Jeg håber også, at jer der er her i dag, og som jo er dem, der har magten til at afsætte de nødvendige midler til at få det til at ske, vil arbejde for at de handicappede får samme muligheder som alle andre for at dyrke en sport

Lisa Kjær Gjessing

»Jeg håber, at min sejr i Tokyo kan inspirere andre til at sætte sig nogle mål, og at det kan åbne øjnene for alle og især for folk med skavanker eller handicaps for, at det er muligt at gøre noget og nå langt. Jeg håber også, at jer der er her i dag, og som jo er dem, der har magten til at afsætte de nødvendige midler til at få det til at ske, vil arbejde for at de handicappede får samme muligheder som alle andre for at dyrke en sport. Ikke særbehandling - blot de samme muligheder. Det er ofte meget lidt der skal til, men det kan gøre en kæmpe stor forskel. Det her er større end mig, det er helt sikkert,« konstaterede hun.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen