Nick Rasmussen bliver cheftræner i Skanderborg Aarhus Håndbold

Når Skanderborg Aarhus Håndbold starter sin første sæson i den bedste danske håndboldrække, HTH-Ligaen, bliver det med Nick Rasmussen som cheftræner. Partnerne har underskrevet en 2-årig aftale.

Artiklens øverste billede

De østjyske håndboldfans har et godt kendskab til Nick, som siden 2017 har været træner i Skanderborg Håndbold. Fra den kommende sæson står han i spidsen for det nye klubsamarbejde, Skanderborg Aarhus Håndbold, som skal samle de allerbedste spillere og talenter fra det østjyske håndboldlandskab.

52-årige Nick Rasmussen har om nogen dansk håndbold i blodet. En aktiv håndboldkarriere, som startede i Fredericia HK og sluttede selv samme sted efter 390 førsteholdskampe, sammenholdt med en lang trænerkarriere for både talenter og seniorer, vidner om en indsigt og erfaring, som Nick er formidabel til at videregive til de unge talenter, som brager ud for Skanderborg Aarhus Håndbold.

Alle, som er stødt på Nick som spiller eller træner, ved, at her er tale om en engageret, passioneret og professionel personlighed med en fantastisk indlevelsesevne og forståelse for spillet og spillerne. De kompetencer har Nick senest delt med Skanderborg Håndbold, hvor han har været cheftræner siden 2017 og i seneste sæson førte holdet hele vejen til slutspillet.

Høje ambitioner

Nu gælder det så den østjyske håndboldsatsning, Skanderborg Aarhus Håndbold, hvor ambitionerne om Champions League kvalifikation indenfor en kort årrække vidner om et seriøst bud på et kommende tophold i herrernes håndboldliga. Det glæder alle i klubben, at Nick Rasmussen har sagt ja til at være en del af den rejse.

Sportschef Peter Bredal udtaler i en pressemeddelelse:

Jeg er rigtig glad for aftalen med Nick, idet han de seneste fire år i Skanderborg har bevist, at han formår at få det maksimale ud af sit materiale.

Peter Bredal, sportschef

»Jeg er rigtig glad for aftalen med Nick, idet han de seneste fire år i Skanderborg har bevist, at han formår at få det maksimale ud af sit materiale. Herudover er en af Nicks styrker talentudvikling, og vi vil i Skanderborg Aarhus Håndbold gerne fortsætte med at være en af Danmarks bedste klubber til talentudvikling. Nick vil derfor bruge timer i håndboldungdomsmiljøet i såvel Aarhus som i Skanderborg.«

»Nick er en grundig træner, der er altid er 100 pct. forberedt til alt, hvad han foretager sig. Herudover er Nick en ærlig person, hvor du får, hvad du ser. Dette er også en stor kvalitet, så alle i truppen ved, hvor de har deres træner. Alt i alt ser jeg frem til klubbens udvikling under Nicks fagkyndige vinger.«

Det er også en glad cheftræner, som er klar til at stå i spidsen for det nye østjyske klubsamarbejde:

»Jeg glæder mig til at være en del af den nye østjyske håndboldsatsning frem til 2023 og ser frem til at lære alle mennesker at kende i de forskellige afdelinger, klubber og miljøer omkring Skanderborg Aarhus Håndbold. Det er mit håb, at vi i fællesskab kan give holdet en god start og sammen skabe en fornyet interesse for herrehåndbolden i Østjylland.«



gs

Læs også

Del artiklen