Danmarks største stjerne er på vej tilbage - kommer målene nu?

Christian Eriksen har været i formkrise siden sit skifte fra England til Italien. Samtidig er målene på landsholdet udeblevet. Kan Danmarks ubestridt største stjerne genfinde magien til EM?

Artiklens øverste billede
Christian Eriksen har netop scoret det afgørende mål, da Danmark i 2020 vandt på Wembley for første gang i 37 år. Foto: Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk

Det er efterhånden længe siden, at Christian Eriksen slog fast for alle, der skulle være i tvivl, at han er landsholdets største stjerne og vigtigste spiller.

På en regnfuld novemberaften i Dublin i 2017 scorede han et sublimt hattrick i en landskamp mod Irland, der sendte Danmark til VM.

Den daværende landstræner Åge Hareide lykkedes med at få forløst det store potentiale i Christian Eriksen, der bankede mål ind på stribe under nordmandens ledelse.

Nu er Åge Hareide erstattet af Kasper Hjulmand, mens Christian Eriksen har skiftet klub og på mange måder har været tvunget til at genopfinde sig selv som spiller efter en stor nedtur.

Efter et hårdt halvandet år er den danske stjerne omsider på vej tilbage til fordums styrke. Lige i tid til, at landsholdet går ind til den første EM-slutrunde i et årti med Danmark som deltager.

Første nedtur

Efter over seks år i engelske Tottenham Hotspur, besluttede Christian Eriksen sig i januar 2020 for at prøve sine evner af i et andet land. Køberen var den italienske storklub Inter Milan.

Det lignede et naturligt skridt for danskeren, der havde opnået det meste i Tottenham, udover at vinde et trofæ.

Skiftet til Italien og Serie A skulle dog vise sig at blive en større udfordring end først antaget. På trods af Christian Eriksens internationale stjernestatus havde han i lang tid svært ved at spille sig i holdets startopstilling, og træner Antonio Conte havde ikke tillid til danskeren.

I december 2020 blev nedturen total. Inters sportsdirektør meldte ud til den italienske presse, at Christian Eriksen ville blive solgt i vinterens transfervindue. Men så skulle Inter spille mod ærkerivalerne fra AC Milan i en pokalkvartfinale.

Færre mål

Her blev Christian Eriksen den helt store helt med et sublimt mål direkte på frispark dybt inde i overtiden. Målet sendte Inter Milan videre til semifinalen, og var kilde til stor begejstring blandt klubbens fans.

Efter kampen fortalte Antonio Conte, at Christian Eriksen ikke ville blive solgt. Og herfra begyndte det at køre bedre for danskeren. Med danskeren på midtbanen lykkedes det Inter at blive italienske mestre for første gang siden 2010.

På den måde er karrieren igen kommet på rette spor for landsholdets største stjerne, hvor han dog laver færre mål og oplæg end han præsterede i Tottenham.

I England var han kendt som en ligaens skarpeste spillere til at lave målgivende afleveringer. Mål scorede han også masser af i Tottenham - 69 i 305 kampe for at være præcis.

Kurs mod rekordbøgerne

Christian Eriksen nåede kun at score seks mål for Danmark under Morten Olsen, der fik heftig kritik for ikke at få det meste ud af midtbanespillerens evner.

Åge Hareide gav Christian Eriksen meget større frihed. Og det gav pote.

Med 25 mål fik Eriksen omsider forløst sit potentiale på det danske landshold, hvor han indtog rollen som holdets absolutte stjerne.

Indtil videre er det blevet til fem mål under Kasper Hjulmand, men præstationerne har ikke helt været på tidligere niveau.

Danmarks chancer for en succesfuld EM-slutrunde vil øges markant med Christian Eriksen i topform.

Med sine 106 landskampe i en alder af bare 29 år truer Christian Eriksen for alvor Peter Schmeichels rekord over flest kampe i den rød-hvide trøje nogensinde med sine 129. Hvis han får gang i sin kolde højrefod, er der heller ikke så langt op til målrekorden.

Forhåbentlig starter rejsen mod de nye landsholdsrekorder til EM.

Kehlet

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen