Københavneren med det “lækre” hår er Danmarks nye darling

Thomas Delaney spiller fast i Dortmund og er en af de første på landstræner Kasper Hjulmands holdkort. Med arbejdsraseri, ydmyghed og en hårpragt, som har fået sine egne slagsange, har Delaney gjort sig til en af landsholdets mest populære spillere.

Artiklens øverste billede
Thomas Delaney for Danmark mod Israel i en af forårets VM-kvalifikationskampe, som blev vundet 2-0. Foto: Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk

»Thomas Delaney, han har noget lækkert hår - Thomas Delaney, han scorer fjendens skår - Thomas Delaney, sikke en fremtid han får.«

Sådan er der blevet sunget mange gange i Parken, mens den danske midtbanespiller Thomas Delaney stadig løb på banen for FC København.

Og hvor fik fansene af hovedstadsklubben ret. I dag er Thomas Delaney fast mand for storklubben Borussia Dortmund og samtidig en af de største profiler på Danmarks landshold, hvor den 29-årige københavner i foråret rundede 52 optrædener.

På trods af skarp konkurrence er Thomas Delaney samtidig en af holdets mest populære spillere, og da han i marts lavede et bemærkelsesværdigt mål til landsholdets træning, blev videoen set over 40 millioner gange på Instagram-siden 433.

På banen laver han ikke mange mål, men Thomas Delaney er altid garant for en inspireret arbejdsindsats. Den kække københavner har bevaret sin faste plads på landsholdet under den nye træner Kasper Hjulmand, og bliver en afgørende spiller til sommerens EM.

FCK-legende

Thomas Delaney er født på Frederiksberg og spillede hele sin ungdomskarriere i Kjøbenhavns Boldklub, der i dag hører til FC København.

Her avancerede han sikkert gennem rækkerne og fik som 17-årig debut for førsteholdet i en pokalsemifinale mod FC Nordvest. Herefter blev Thomas Delaney fast medlem af førsteholdstruppen, men skulle knokle længe, før han for alvor bed sig fast.

I sommeren 2013 blev Thomas Delaney tildelt trøje nummer 8, og her begyndte hans FCK-karriere for alvor.

249 kampe, fem danske mesterskaber og fire pokaltitler blev det til for midtbanespilleren, som tilmed var anfører i sine to sidste sæsoner i Parken.

Men så skete det uundgåelige, at en stor udenlandsk klub ville have fingrene i den talentfulde spiller.

Stjerne i Bundesligaen

Den tyske traditionsklub Werder Bremen skrev kontrakt med Thomas Delaney fra januar 2017, så danskeren kom til klubben midt i sæsonen.

Det lykkedes dog at blive fast starter i Werder Bremen - en plads han bevarede, indtil en endnu større klub fik øje på midtbanespillerens gode præstationer i Bundesligaen.

Drømmeskiftet blev til virkelighed i sommeren 2018, hvor storklubben Borussia Dortmund betalte hele 150 millioner kroner for Thomas Delaney, som dermed blev den dyreste danske spiller nogensinde.

Danskeren har optrådt over 80 gange i den ikoniske, gule trøje. Det tal kunne dog have været meget højere, da Thomas Delaney et par gange har været uheldigt ramt af skader.

Skaderne har heldigvis ramt udenom Danmarks landskampe, hvor Thomas Delaney har spillet de fleste kampe siden 2016. Han er tilmed en af de få, som har scoret et hattrick i den rød-hvide trøje, da han i 2017 blev afgørende i en vigtig 4-1 sejr over Armenien.

Om det bliver til flere hattricks til den kommende EM-slutrunde er nok tvivlsomt, men der er ingen tvivl om, at mange foretrækker et dansk landshold med Thomas Delaney på banen.

Kehlet

Læs også

Del artiklen