Målkongen Pukki er nøglen til succes for de finske debutanter

Finland er for første gang med til et europamesterskab i fodbold. Her skal de dyste med blandt andre Danmark om at komme videre fra gruppen. Og særligt én spiller bliver altafgørende for finnerne.

Artiklens øverste billede
Teemu Pukki (forreste række yderst til højre) og Finland skal spille mod Danmark i Parken i landets første kamp til en slutrunde nogensinde. Foto: Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk

Han banker mål ind på stribe i England og skal spille Premier League med Norwich efter sommerferien.

Den tidligere Brøndby-angriber Teemu Pukki er på toppen af sin karriere efter tre succesfulde sæsoner i England for “kanariefuglene”.

Den finske skarpretter scorede ti af Finlands 16 mål i kvalifikationen og skal nu forsøge at fortsætte mål-formen for sit land, der for første gang nogensinde er med til en fodboldslutrunde til sommerens EM.

Åbner mod Danmark

Finland er Danmarks første modstandere i Parken i en kamp, som bliver afgørende for begge hold i kampen for at komme videre fra gruppen.

De undertippede finner kvalificerede sig på overraskende vis til EM ved at slå Grækenland og Bosnien-Hercegovina i sin gruppe. Det sikrede dem en andenplads bag Italien og dermed en billet til slutrunden.

På verdensranglisten er Finland placeret som nummer 54, og Danmark er derfor også storfavoritter mod EM-debutanterne, når de to hold mødes i åbningskampen 12. juni.

Holdets styrke er det stærke kollektiv, men enkelte spillernavne vil nok vække genkendelser hos de fleste danske fodboldfans. Mange har nemlig en fortid i Superligaen.

Et af de svageste mandskaber

Teemu Pukki er Finlands målscorer, men han er ikke holdets eneste stjerne. Den tidligere Superliga-profil Lukas Hradecky, der har spillet for både Esbjerg og Brøndby, vogter nemlig finnernes mål. Og med sine knap 200 kampe i Bundesligaen for henholdsvis Frankfurt og Leverkusen er han nok den mest rutinerede spiller på holdet.

I forsvaret vil mange kende Paulus Arajuuri, som var tæt på at vinde mesterskabet med Brøndby i 2018, og nu spiller for Pafos på Cypern. Derudover har Finland Juhani Ojala fra Vejle i den bagerste kæde.

Esbjergs tidligere profil Joni Kauko udgør sammen med den tidligere FC Midtjylland-spiller Tim Sparv og Glasgow Rangers-stjernen Glen Kamara en stærk akse på midtbanen, mens Teemu Pukki skal lave målene i front.

På papiret er Finland et af turneringens svageste mandskaber, men træner Markku Glanerva har i de seneste år leveret imponerende resultater mod store nationer. Derfor skal Danmark være på vagt og klar fra start mod finnerne, når EM sparkes i gang.

Kehlet

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen