Medie: Skattesmæk kan være på vej i Skanderborg Håndbold

Der snakkes om fem- og sekscifrede beløb.

Artiklens øverste billede
Jens Christensen (th), formand for Skanderborg Håndbold, er i clinch med Skattestyrelsen, der mener, at der mangler dokumentation i en længere række tilfælde, hvor klubben har udbetalt skattefri omkostningsgodtgørelse til trænere og frivillige. Arkivfoto

Skattestyrelsen har åbnet sager mod en række trænere og ledere med tilknytning til Skanderborg Håndbold. Det fortæller TV2 Sport.

Ifølge TV2 Sport er de involverede trænere og ledere fra ungdomsniveau og helt op til liganiveau i klubben. Og det handler om den såkaldte skattefri omkostningsgodtgørelse, som klubber kan give sine trænere og frivillige, fx kørselsgodtgørelse, telefoni og internet.

Jens Christensen, formand for Skanderborg Håndbold, bekræfter over for TV2 Sport, at Skattestyrelsen har kig på klubben.

»De (Skattestyrelsen, red.) vurderer, at der er en række tilfælde, hvor der har været tale om mangelfuld dokumentation i forbindelse med udbetalingerne. Vi mener, at vi har fulgt de retningslinjer, som Danmarks Idrætsforbund har beskrevet i deres skattevejledninger, der jo er udarbejdet i samarbejde med Skattestyrelsen,« siger Jens Christensen til TV2 Sport.

De involverede trænere og frivillige, som Skattestyrelsen har kig på, skal nu finde dokumentation frem på de udgifter, som klubben har refunderet. Desuden har Skanderborg Håndbold klaget til Skatteankestyrelsen over afgørelsen, som Jens Christensen kalder ’hård’.

»Vi mener, at der er tale om en meget hård vurdering og en hård tolkning,« siger Jens Christensen til TV2 Sport.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen