Sluttede sæsonen med røvfuld

Skanderborgs ligadamer fik tæv af Horsens

Artiklens øverste billede

Bambusa Kvindeligaen, kvalspil Horsens HE – Skanderborg Håndbold 35-20 (19-9) Mål Skanderborg: Emilie Ytting 4, Sofia Deen 4, Thea Rasmussen 3, Stine Kristensen 2, Alberte Ebler 2, Sarah Stougaard 2, Mathilde Storgaard 1, Stine Baun 1 og Emma Ernst 1.

Skanderborgs ligadamer havde intet at spille for i sæsonens sidste kamp - og det blev ret tydeligt, da holdet fik en røvfuld af Horsens, der vandt med hele 15 mål.

»Det var ikke nogen god kamp, og selvom vi gerne ville vinde og også havde forberedt os på kampen, så var der simpelthen ikke mere tilbage i tanken. Vi har kæmpet med ALT, hvad vi har, de sidste snart 12 måneder for at sikre den her overlevelse. Både fysisk og mentalt har det krævet enorme kræfter, og der var bare ikke flere tilbage,« siger træner Peter Jagd og fortsætter:

»Til gengæld må man sige, at vi med sæsonen som helhed har ’ramt den lige i røven’. Man kan selvfølgelig ikke tale om ’den perfekte sæson’ – det kan man vel kun, hvis man vinder alle de kampe, man stiller op i. Og det har vi jo ikke gjort. Men selvom vi har haft et rigtig hårdt forår, så var vi gode, da det gjaldt: 13 nederlag i træk i foråret satte sine spor på selvtilliden, men pigerne har været rigtig gode til at holde fokus på dét, det handlede om: At være gode i kvalifikationsspillet. En flot sejr mod Randers, en fornuftig kamp i Ajax, der ikke blev til point, og så et flot comeback på hjemmebane mod Holstebro i kamp tre var nok. Meget flot fokus af pigerne, og det viser virkelig, at på trods af en masse modgang, så betaler hårdt arbejde sig. Nu ser vi frem til en pause og så endnu en sæson i Kvindeligaen.«

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen