Skanderborgs medaljevej blev længere

Skanderborg tabte pusten i hjemmekampen mod Skjern

Artiklens øverste billede
Mathias Bitsch lynede fire gange i nederlaget til Skjern. Arkivfoto: Ole Nielsen

HTH Ligaen, slutspil Skanderborg Håndbold – Skjern Håndbold 27-29 (15-14) Mål Skanderborg: Morten Balling 6, Cornelius Kragh 6, Mathias Bitsch 4, Mike Haack 4, Lars Skaarup 2, Mads Kalstrup 2, Kristian Bonefeld 1, Nikolaj A. Nielsen 1, Salah Boutaf 1.

Det begyndte rigtig godt, men sluttede skidt for Skanderborg, der søndag ved spisetid tog imod Skjern på Fælleden.

Skanderborg lignende en million i kampens første 20 minutter, hvor Skjern havde enorme problemer med at komme til fornuftige afslutninger. Det modsatte var tilfældet i den anden ende, hvor Skanderborg-offensiven var decideret sprudlende. Derfor stod der efter 18 minutter 11-6 til Skanderborg på måltavlen.

Det fik meget naturligt Skjern til at tage en timeout, hvor der blev foretaget nogle taktiske justering, der i den grad hjalp.

Skjern blev nemlig markant skarpere i angrebsspillet, mens Skanderborg blev markant sløvere. Skanderborg scorede således blot fire gange i 1. halvlegs sidste 12 minutter, og det betød, at føringen ved halvtid blot var på 15-14.

Det var da også Skjern, der kom bedst ud efter pausen. En række enkeltmandspræstationer fra blandt andet Cornelius Kragh og Mathias Bitsch sørgede dog for, at Skanderborg fulgte med gæsterne. Og med 7 minutter igen kunne Morten Balling omsætte et straffekast til 26-26.

Desværre for Skanderborg resulterede de fire afslutninger, der blev til i den resterende del af kampen, blot i et enkelt mål, igen sat ind på straffe af Balling. To af de tre brændte skud ramte træværket, og så var løbet kørt for Skanderborg, der måtte se Skjerns Jesper Konradsson være kampens helt store profil med 9 mål på 10 forsøg.

Skanderborg måtte undvære Thomas Arnoldsen og Marcus Mørk, og de to 'brudstærke' bagspillere var i den grad savnet.

Nederlaget betyder, at nærmest alt skal flaske sig for Skanderborg, hvis det skal blive til en semifinale. Balling & Co. skal nemlig hente fire point på TTH på blot tre kampe. De to hold mødes i øvrigt 5. maj i Skanderborg. Den kamp kan Skanderborg ikke tåle at tabe.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen