Skanderborg Roklub glæder sig over massiv interesse

Mange ville have en tur i klubbens inriggere

Artiklens øverste billede
Skanderborg Roklub oplevede en massiv interesse for at prøve klubbens inriggere. Privatfoto

Et opslag på Facebook et par dage før påske med tilbud om prøveture i Skanderborg Roklubs inriggerbåde gav voldsom travlhed for klubbens ungdomstræner Louise Kelstrup.

Langt flere, end klubben havde turdet håbe på, skrev nemlig tilbage, at de gerne ville prøve en rotur på søen.

"Faktisk måtte vi allerede efter nogle timer melde alt 'udsolgt' for denne gang," lyder det fra klubben.

I det skønneste vejr, sol og vindstille kunne Skanderborg Roklub onsdag før påske derfor sende hele 24 interesserede ud i sine 2 eller 4 åres robåde.

Næste mulighed var langfredag, hvor vejret gav mere modstand for de fire hold, der var tilmeldt.

Sidste dag var lørdag, hvor klubbens instruktører kunne konstatere, at arrangementet havde været en kæmpe succes med hele 35 gæster, der havde været ud og prøve en motionsform, hvor man træner hele sin krop og konditionen får et boost, samtidig med at man kan nyde vores smukke natur med det rige fugleliv med havørne, isfugle, svaner og hejrer, der kan nydes i al slags vejr.

Det er altid muligt at få en prøvetur i en af vores bådtyper. Henvendelse skal ske til rochef@skanderborg-roklub.dk

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen