Skanderborg slog DM-favoritten

Kristoffer Laursen førte an, da Aalborg blev besejret

Artiklens øverste billede
Kristoffer Laursen, Skanderborg Håndbold (1). 22.08.2018. Santander Cup 2018-19 Herrer. Skanderborg Håndbold-Skjern Håndbold. Foto: Ole Nielsen.

HTH Ligaen, slutspil Skanderborg - Aalborg 30-26 (14-14) Mål Skanderborg: Morten Balling 5, Lars Skaarup 5, Thomas Arnoldsen 4, Mike Haack 4, Cornelius Kragh 3, Nikolaj A. Nielsen 3, Kristian Bonefeld 2, Mads Kalstrup 2, Mathias Bitsch 2.

Aalborg Håndbold er DM-favorit og har stor succes i Champions League. Det hjalp dog ikke nordjyderne noget som helst søndag aften i Skanderborg, hvor et veloplagt hjemmehold vandt 30-26.

Skanderborg indledte opgøret på fremragende vis. Et velafstemt forsvar kombineret med et par redninger af Kristoffer Laursen mellem stængerne gav en føring på 7-2 efter 10 minutter. Men Aalborg er og bliver et klassemandskab, og på 10 minutter blev 7-2 til 9-9 - og to minutter senere var Skanderborg bagud 9-11.

Stærk Laursen

Kampens vending rystede dog ikke Skanderborg, der kunne gå til pause i Orangeriet med 14-14 på lystavlen i loftet. Og 2. halvleg stod der Skanderborg på.

Christoffer Laursen fortsatte med at tage med både arme og ben, og en hurtig Skanderborg-føring på to mål var efter et kvarter oppe på fem - og herfra så Skanderborg sig ikke tilbage.

Man kan godt argumentere for, at Aalborg kom til Skanderborg med Champions League i benene, men det rokker ikke ved, at Skanderborg-mandskabet leverede en fremragende indsats, hvor alle bød ind. Det lover godt for det videre forløb i puljen, der også tæller TTH Holstebro og Skjern Håndbold.

Netop TTH fører puljen med 3 point, mens Skanderborg og Aalborg har 2 og Skjern 0. Med andre ord, så havde et Skanderborg-nederlag allerede i første spillerunde gjort den videre vej svær. Nu er alt åbent - i og med, at de to bedste hold i puljen kommer i semifinalerne.

Skanderborg møder i sin næste kamp TTH. Kampen spilles 18. april i Holstebro.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen