Skanderborg-mænd hentede point mod tophold

Artiklens øverste billede
Morten Balling nettede seks gange, da Skanderborg fik et point med hjem fra GOG. Arkivfoto: Ole Nielsen

HTH Ligaen GOG – Skanderborg Håndbold 35-35 (17-20) Mål for Skanderborg: Morten Balling 6, Mike Haack 5, Thomas Sommer Arnoldsen, Marcus Mørk og Cornelius Kragh hver 4, Nikolaj A Nielsen, Kristian Bonefeld og Mathias Bitsch alle 3, Lars Skaarup 2 og Mads Kalstrup 1.

Efter to nederlag i træk kom Skanderborgs herrer igen op på hesten via et point mod topholdet GOG. Og Skanderborg leverede en god indsats.

"Vi kom tilbage i sporet og havde igen fat i de rigtige dyder med de små forskelle i spillet. Forsvaret stod godt, men udvisnings-minutterne var dyre for os. Vi havde 6 udvisninger, hvor hjemmeholdet nøjedes med 2. De fik 'til gengæld' 8 straffekast, hvor vi fik 5. I målet stod vi klart bedst," siger cheftræner Nick Rasmussen til klubbens hjemmeside.

Kampen startede helt lige, men fra det 15. minut bragte Skanderborg sig i front, og denne føring holdt helt frem til slutningen af kampen. På et tidspunkt i 2. halvleg førte de grønne endda med hele 5 mål, men alligevel var Nick Rasmussen tilfreds med udfaldet af kampen.

"Det viste, at vi er tilbage efter to kampe, hvor vi ikke har præsteret, som vi gerne ville," siger Rasmussen.

Skanderborg, der er slutspilsklar, er placeret på 6. pladsen.

Sidste runde i grundspillet spilles søndag 4. april kl. 15:30, hvor Skanderborg får besøg af BSH, som lige nu er ubesejret i 10 kampe - i hvert fald på banen. BSH er nemlig blevet taberdømt i tre kampe grundet brugen af en ulovlig spiller.

cns

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen