Ferrari-teamet efter at VM-titlen var i hus. Foto: Ferrari Media

LMGTE AM FIA ENDURANCE TROPHY - #83 AF CORSE / ITA / Ferrari 488 GTE EVO - - 8 hours of Bahrain - Bahrain International Circuit - Sakhir - Bahrain Photography:MariusHecker@AdrenalMedia.com

Dansk Ferrari-triumf: VM til Nicklas Nielsen i første forsøg

Hørning-køreren og hans to makkere var hurtigst i Bahrain

Danmark har fået en ny verdensmester, og navnet er Nicklas Nielsen - fra Hørning. Den danske Ferrari-fabrikskører sikrede lørdag aften dansk tid en podieplacering i WEC-finalen på Bahrain International Circuit, hvilket udløste point nok til at tilegne sig den prestigefyldte VM-titel.

"Det er så fantastisk stort! Jeg er helt oppe at ringe. Denne sæson har været min debut i WEC, så jeg er naturligvis pavestolt over at kunne tage mesterskabet i første forsøg. Hele teamet leverede igen en suveræn indsats," siger Nicklas og sætter ord på løbet:

"Det var et vildt løb, hvor det langt henad vejen så sort ud for os. Vi startede bagest i GT Am-feltet efter en udfordrende kvalifikation, og vi fik en drive through-straf tidligt i løbet. Samtidig var der som altid fart i vores konkurrenter fra TF Sport (Aston Martin, red.), hvilket heller ikke hjalp på optimismen. Men vi kæmpede, og vi arbejdede os time for time op gennem feltet og vandt blandt andet lidt tid med et perfekt timet pitstop under en periode med safetycar."

Jeg er så glad og stolt på hele teamets vegne. Det har på mange måder været et vanvittigt år med Covid-19 og udsættelse af løb

Nicklas Nielsen og de to teamkammerater, Emmanuel Collard og Francois Perrodo, stillede til finalestart på en andenplads i kørermesterskabet, og med otte point efter det førende hold fra Aston Martin-teamet TF Sport, krævede det umiddelbart en sejr for at sikre titlen. Og trods en suveræn indsats så det da også ud til, at Ferrari-trioen måtte nøjes med en andenplads i mesterskabet – indtil rivalerne pludselig måtte trække deres Aston Martin i garagen for at skifte bremser i sidste time af det otte timer lange Bahrain-løb.

Denne overraskende handling betød, at Nielsen, Collard og Perrodo kunne krydse målstregen på en andenplads i GTE Am-klassen og score 27 point, mens Aston-holdet måtte nøjes med seks – og dermed slutte 2019-2020-sæsonen på en sikker førsteplads i kørermesterskabet.

Kørte over stregen

Det var Nicklas Nielsen, som kørte AF Corse-teamets Ferrari 488 GTE #83 forbi det ternede flag, og danskeren demonstrerede igen sine suveræne evner ved at hente tre positioner i sit sidste og afgørende stint.

"Jeg er så glad og stolt på hele teamets vegne. Det har på mange måder været et vanvittigt år med Covid-19 og udsættelse af løb, en masse usikkerhed og en sæson, som har endt med at strække sig over otte afdelinger. Vi har virkelig været udfordret, og derfor er sådan en afslutning, som vi præsterede i dag, bare ekstra fantastisk. Totalt højdepunkt i min karriere indtil videre," siger en glad Hørning-dreng.

Publiceret 17 November 2020 18:30