Hørning har kun et enkelt hjemmestævne i sæsonen, nemlig 28. november, hvor Rønde og Silkeborg kommer på besøg.

Hørning har kun et enkelt hjemmestævne i sæsonen, nemlig 28. november, hvor Rønde og Silkeborg kommer på besøg.

Batmænd klar til større udfordringer

Hørning BTK tørner i denne sæson ud til 1. division - den næstbedste række

Af
Claus Sonne

Bordtennis I foråret 1993 kunne 600 ellevilde hørningensere se spillerne fra Hørning BTK blive danske mestre på hjemmebane - blot 15 år efter klubbens fødsel. Så godt har klaveret ikke spillet siden, men nu er Hørning klar til at tørne ud i 1. division, der er den næstbedste række.

Emil Madsen, Jan Bechmann, Thomas Kjeldgaard, Christian Theilmann, Ulrik Marcussen, Albert Gabel (reserve) og Morten Brandstrup (holdleder og reserve) er klar til at møde Roskilde, OB, Silkeborg, Hirtshals, Rønde, Næstved og Amager - med sæsonpremiere 12. september og den eneste hjemmekamp 28. november.

Emil Madsen, der er vendt tilbage til Danmark efter flere sæsoner hos tyske Kiel, er sammen med Jan Bechmann klubbens to stærkeste kort. Og da UgeBladet gæster en tirsdagstræning, udfordrer to hinanden i øvelserne.

"Jeg må jo, godt nok modvilligt, erkende, at Emil er en tand foran mig, og det er fedt for holdet, at vi har fået tilgang af en så stærk spiller," konstaterer en svedende Bechmann, der er tilbage i bordtennissporten efter en pause på intet mindre end 13 år.

"Lysten forsvandt helt. Men da jeg blev 40, ringede nogle af andre gutter og mindede mig om, at vi havde lovet hinanden, at vi, når vi blev 40, skulle spille old-boys sammen. Så nu er jeg i gang igen og er vild med det," griner Jan Bechmann.

Uanset, hvem man taler med, bliver sammenholdet i klubben fremhævet. Det har også været en vigtig faktor for Emil Madsen, den nye mand.

"Jeg har kun hørt godt om klubben, og det viser sig at passe," konstaterer han og tror på en god sæson.

"Bortset fra Roskilde er der ikke noget hold, vi ikke kan slå, vil jeg mene. Om det er nok til at komme med i oprykningsspillet, det må tiden så vise," siger han og suppleres af Jan Bechmann.

"Vi er klar med alle cirkustricksene," siger han med et lumsk smil. Sæsonen bliver i øvrigt indviet på nye borde, som Folkeoplysningsudvalget og SuerBrugsen Hørning har sendt penge efter - til glæde for Ole Munck Christensen, formand i dag og i 1993.

"Det går på alle måder den rigtige vej for klubben," slår han fast.

Publiceret 09 September 2020 19:30