Sæsonens første kamp gav sikker Skanderborg-sejr

Af
Claus Sonne

Primo Tours Ligaen Skanderborg Håndbold - Århus Håndbold 30-25 (16-13) Mål for Skanderborg: Thomas Arnoldsen 8 (4), Cornelius Kragh 4, Mike Haack og Marcus Mørk hver 3, Nicolai A. Nielsen, Hákun West av Teigum, Kristian Bonefeld, Mads Kalstrup og Mathias Bitsch 2 mål, Lars Skaarup og Morten Balling hver 1.

Sæsonåbneren mod lokalrivalerne fra Århus Håndbold gav en sikker sejr til Skanderborg, for hvem de unge spillere virkelig viste sig frem.

Thomas Arnoldsen, der er 1. års U19-spiller rent aldersmæssigt, blev topscorer med 8 mål på 11 forsøg. Og i kassen leverede Salah Boutaf en fin figur med en redningsprocent på 35 og 14 redninger. Boutaf startede lidt usædvanligt på banen, da Kristoffer Laursen trækkes med en fingerskade. U19-keeper Pauli Jacobsen var derfor med på bænken.

Efter en lige indledning trak Skanderborg fra Århus i slutningen af 1. halvleg, en tendens der forsatte efter pausen, hvor Skanderborg på et tidspunkt førte med seks pinde - for altså at vinde med fem.

Sejren kom i hus over et ungt Århus-hold, der har skiftet meget ud i forhold til sidste sæson, og det bliver interessant at se Skanderborgs niveau mod stærkere modstandere. Om Skjern Håndbold, som Skanderborg ude møder på tirsdag, er en sådan, er et åbent spørgsmål. Vestjyderne fik nemlig høvl af Sønderjyske i sin første kamp og tabte med hele 10 mål.

Publiceret 03 September 2020 12:00