Sarah Kirkeløkke kommer til Skanderborg Håndbold fra GOG. Privatfoto

Sarah Kirkeløkke kommer til Skanderborg Håndbold fra GOG. Privatfoto

Ny streg til de grønne

Skanderborg Håndbold har kikket til Fyn og fundet Sarah Kirkeløkke

Håndbold Den 23-årige stregspiller Sarah Kirkeløkke skifter fra Gudme HK til Skanderborg Håndbold. Sarah har de senere år været en bærende kraft på Gudmes 1. Divisions Damer, og nu glæder Skanderborgs trænerteam sig så til at gøre brug af Sarahs kompetencer, fortæller klubben.

"Sarah er først og fremmest en rigtig dygtig forsvarsspiller. Hun er bevægelig, aggressiv og har virkelig nogle kompetencer i at slå de andres angrebsspil i stykker. Det skal der nok være mange hold, der får problemer med at løse. Derudover passer hun godt angrebsmæssigt ind i det koncept, vi har praktiseret i år. Hun kan sætte nogle kanter og få hevet nogle lave indspil til sig. Det skal vi nok få skabt en masse gode situationer til."

"Vi kender også Sarah som en person, der vil være med til at fortsætte det gode og professionelle miljø, vi har på Fælleden i Skanderborg. Det vægter vi altid højt, og Sarah kommer helt sikkert til at være med til at løfte dét niveau yderligere," lyder det.

Sarah Kirkeløkke sætter følgende ord på sit skifte til Skanderborg Håndbold:

"Jeg har valgt at skifte til Skanderborg, fordi jeg så det som en mulighed for et step op, og muligheden for at udvikle mig som håndboldspiller. Jeg har spillet i GOG hele mit liv, og nu var der brug for lidt luftforandring. Jeg har hørt meget godt om klubben, og kender et par af pigerne på holdet. Jeg glæder mig meget til at blive en del af holdet og træningsmiljøet i Skanderborg."

Publiceret 15 June 2020 12:28