Carsten Bach, formand for Galten Forenede Sportsklubber. Pressefoto

Carsten Bach, formand for Galten Forenede Sportsklubber. Pressefoto

Stor idræts-succes i Galten:

Knap 700 nye medlemmer i 2019

Galten Forenede Sportsklubber er den forening i Østjylland, der har fået flest nye medlemmer i 2019. Formand Carsten Bach fremhæver en stærk frivillighed og gode rammer

GALTEN Midt i denne dybt alvorlige coronakrise er det svært at juble over noget. Idrætsforeningernes mange aflysninger presser økonomien, men heldigvis er de mange kreative, virtuelle tiltag og hjælpepakker fra regeringen blandt lyspunkterne.

Mange tilflyttere

Et andet stort lyspunkt er de østjyske medlemstal for 2019, som netop er blevet offentliggjort. Her stikker den flerstrengede forening GFS - Galten Forenede Sportsklubber - markant ud. Det fortæller DGI i en artikel skrevet af Kommunikationskonsulent Eric Engsig.

GFS havde i 2018 1.932 medlemmer – i 2019 havde de imponerende 2.629. Den store fremgang på knap 700 medlemmer er godt hjulpet på vej af befolkningstilvæksten i området, forklarer Carsten Bach, der er hovedformand i GFS.

"Fremgangen skal ses i sammenhæng med den generelle positive udvikling i Galten-Skovby. Området har oplevet en af landets største stigninger i tilflyttere," siger Carsten Bach og fortsætter:

"Rammerne for og kvaliteten af vores tilbud er selvfølgelig afgørende for vores succes, og det er selvforstærkende. Det kan vi blandet andet se på vores lidt mindre sportsgrene i foreningen som badminton, kampsport og ikke mindst bordtennis, hvor medlemsfremgangen er helt op til 66 procent," siger Carsten Bach.

Frivilligheden står

Carsten Bach understreger, at den store vækst i tilflyttere giver flere potentielle medlemmer, men endnu vigtigere er, at der er flere frivillige kræfter at tage af.

"Vi er stadig en 100 procent frivilligdrevet forening, og det kræver sammenhold og opbakning fra borgerne. Men det kræver også, at der kommer nye kræfter og inspiration ude fra, og det er vi lykkes godt med, siger Carsten Bach.

GFS forsøger løbende at stable nye tilbud på benene – bueskydning er seneste skud på stammen.

Fælles samlingspunkt

Formanden fremhæver også Klank Idrætscenter som en central og vigtig faktor.

"Vi har de senere år arbejdet på at gøre Klank Idrætscenter til vores fælles samlingspunkt og udgangspunktet for hovedparten af vores aktiviteter - især inden for håndbold og fodbold. Det skaber sammenhold og dermed et attraktivt foreningsliv, hvilket er det medlemmerne efterspørger," siger Carsten Bach.

Den største fremgang i foreningen er hos de yngste medlemmer - børn op til 10-12 års alderen. Denne aldersgruppe har blandt andet strømmet til gymnastikholdene. Carsten Bach fortæller, at forældrene i stor stil også kommer med på vognen, og dyrker fitness i foreningen i stedet for hos de store kommercielle udbydere.

2019 bød i alt på en stigning i antal idrætsudøvere i Østjylland på 12.879 sveddryppende østjyder. Landsdelens samlede medlemstal er nu på 222.204.

Et tal, der aldrig har været større.

cns

Fakta

Medlemsfremgang i Galten Forenede Sportsklubber

200+ nye medlemmer i både gymnastik og fodbold – stigning på 39-43 %

100+ nye medlemmer i fitness – stigning på 58 %

90 nye medlemmer i badminton – stigning på 47 %

25 nye medlemmer i kampsport – stigning på 32 %

20 nye medlemmer i bordtennis – stigning på 66 %

Kilde DGI

Publiceret 26 April 2020 11:30