Sophie Amalie Moth tager endnu en sæson i Skanderborg Håndbold. Arkivfoto: Ole Nielsen

Sophie Amalie Moth tager endnu en sæson i Skanderborg Håndbold. Arkivfoto: Ole Nielsen

En keeper forlænger, en anden stopper

Af
Claus Sonne

Håndbold Skanderborg Håndbolds ligadamer siger efter denne sæson farvel til keeper Monika Kongsgaard, der stopper karrieren.

"Monika har været yderst værdifuld for holdet og klubben i mange år. Hun har selvfølgelig først og fremmest bidraget med mange redninger og en koncentreret indsats til hver eneste træning og kamp, og dermed været medvirkende til mange flotte resultater. Men hendes betydning udover dét har været mindst lige så stor. Monika er ikke bare en team-player i den klassiske forstand, hun er også en fantastisk målvogter-makker. Vi kommer nok aldrig til at finde en målvogter og en personlighed som Monika, men vi er alligevel sikre på, at vi finder en rigtig dygtig erstatning," lyder det fra klubben.

Til gengæld tager Sophie Amalie Moth endnu en sæson i Skanderborg Håndbold.

"Jeg har valgt at tage en sæson mere i Skanderborg, da jeg er glad for holdet og klubben. Skanderborg har nogle super gode rammer både på- og udenfor banen. Jeg føler, at jeg har udviklet mig og håber, at det vil fortsætte sådan næste sæson. Derudover er vi et spændende hold på mange måder, hvilket jeg er glad for at være en del af og fortsat skulle være," siger hun.

Publiceret 11 April 2020 07:00