Højre back Stine Kristensen (tv) og venstre fløj Sarah Stougaard fortsætter hos Skanderborg Håndbold. Foto: Skanderborg Håndbold

Højre back Stine Kristensen (tv) og venstre fløj Sarah Stougaard fortsætter hos Skanderborg Håndbold. Foto: Skanderborg Håndbold

Stine og Stougaard fortsætter i grønt

Skanderborg Håndbold holder på tidligere SHEA-spillere

Håndbold Skanderborg Håndbold holder på de to tidligere SHEA-piger Sarah Stougaard og Stine Kristensen. Cheftræner Jeppe Vestergaard sætter ord på:

"I Stine og Sarah har vi to rigtigt dygtige spillere, som har været en vigtig del af holdet i år, og som også kommer til at bidrage positivt til holdet i næste sæson. De har været i klubben i mange år og kender kulturen. Det er altid ønske scenariet at kunne fastholde så dygtige spilere for os, og vi glæder os til at kunne løfte dem yderligere i den kommende sæson," siger han og fortsætter:

"Sarah har vist stor kvalitet på venstrefløjen, og har også været vigtig i vores 7-mod-6 spil i år, ligeledes dækker hun op på et meget højt niveau, hvilket vi i år har nydt utrolig godt af. Stine har været farlig som gennembrudsspiller på højre back, og har samtidigt gjort det virkelig godt i forsvaret."

"Jeg vil gerne blive et år mere i Skanderborg, fordi jeg synes, at det er en klub med et godt træningsmiljø, hvor både spillere, trænere og dem omkring holdet tror på projektet. Det er en klub, hvor der er plads til at udvikle sig og prøve nye ting af. Samtidig ser jeg frem til at tage endnu mere ansvar i den kommende sæson," lyder det fra Sarah Stougaard.

Stolt og glad

Stine Kristensen begrunder sin forlængelse således:

"Jeg er stolt og glad for at skulle fortsætte med at spille i Skanderborg Håndbold den kommende sæson. Det er min barndomsklub, hvor jeg har spillet altid, og jeg glæder mig over forsat at kunne være en del af det fantastiske set up, der er i klubben. Efter indeværende sæson, hvor der var en del nye spillere og trænere, så synes jeg, vi har skabt et spændende fundament, som jeg glæder mig til fortsat at skulle være en del af."

I øjeblikket holder de to spillere sammen med resten af holdet en ufrivillig kamp- og træningspause på grund af corona-situationen, og afventer med spænding udmeldinger fra DHF og DFH om afviklingen af den resterende del af sæsonen.

cns

Publiceret 28 March 2020 09:30