Kæmpeoplevelse til Skanderborg Cricket Klub:

"Stingrays" skal deltage i European Cricket League 2020

'Stingrays' kan vise sig frem for millioner af TV-seere over hele kloden

Af
Claus Sonne

Cricket "Det er den største idrætsbegivenhed, en klub fra Skanderborg nogen sinde har deltaget i."

Det er store ord, der kommer fra Chris Kleis, formand for Skanderborg Cricket Klub. Men han har en pointe. Fra 31. maj til 7. juni deltager Skanderborg-klubbens forsvarende danske mestre nemlig i European Cricket League 2020 i den spanske by Malaga.

Nyt og venligt format

I 2019 blev kampene fra turneringen vist på TV i 120 lande, hvor 140 mio. husstande så med, da kampene i turneringen blev afviklet. I øvrigt i et meget publikumsvenligt format, hvor man spiller 10 overs modsat de normale 50 - og har speedet tingene op.

"En traditionel cricketkamp kan jo sagtens vare 6-8 timer. Ved denne turnering spiller man i et format, så kampene varer cirka 90 minutter, altså det samme-n som en fodboldkamp. Det er langt mere publikums- og TV-venligt," forklarer Chris Kleis.

Skanderborg-holdet med kælenavnet 'Stingrays', altså rokkerne (fisken, ikke dem med rygmærker), har kvalificeret sig til turneringen ved at vinde det danske mesterskab i T20 formatet i 2019. Et mesterskab der i den grad skabte glæde i klubben.

"Op til sidste sæson fik vi mange nye spillere og indførte en ny struktur i klubben. Så vi var ret usikre på, hvor vi egentlig stod. Derfor var det en ekstra fed oplevelse at vinde DM - og dermed kvalificere sig til European Cricket League, hvilket er forbundet med masser af prestige" fortæller Chris Kleis.

Turnering med all inclusive

Det kunne lyde som en dyr omgang for Skanderborg Cricket Klub at deltage i European Cricket League, men det er ikke tilfældet. Det er nemlig gratis at deltage i turneringen, der kun tillader amatørhold at deltage.

"Turneringen blevet stiftet i 2018 af Daniel Weston, en tysk cricketspiller og "investmentbanker" med rødder i fra New Zealand. Hans team tæller bl.a. folk, der har arbejdet Champions League-fodbold. Og det er simpelthen gratis for os at deltage, både hvad gælder rejse og ophold. Vi har så valgt at invitere nogle medlemmer og frivillige fra vores klub med, for at give lidt tilbage til dem. Men selve holdet koster ikke noget," lyder det fra Chris Kleis, der selv er med på turen som manager og har brugt en del timer på at arrangere denne.

"Vi gælder os helt sindsygt. Selv om det handler om amatørspillere, kommer der mange cricketkoryfæer og -legender til La Manga. og det er bare en kæmpe begivenhed med deltagelse af 16 hold," siger han.

Stærke englændere og irere

Havde man for et par måneder siden spurgt Chris Kleis om Skanderborg-holdets chancer i turneringen, havde man fået det svar, at 'Stingrays' anno 2020 er stærkere end det hold fra Rotterdam, der vandt turneringen i 2019. Men...

"I år deltager der både et engelsk, et irsk og et skotsk hold. Og selv om det er amatørhold og dermed ikke de bedste hold fra de lande, så er de meget, meget stærke. Vi stiller selv med et stærkt hold, og et hold der passer godt til det format, der skal spilles i, fordi der skal slås mere end normalt," lyder det.

Publiceret 19 March 2020 19:00