U13 drenge har både succes både på og uden for banen.

U13 drenge har både succes både på og uden for banen.

Se Billederne:

Masser af sejre til Stjær Håndbold

Det er gået rigtig godt for både U13 drenge, U17 piger og seniordamerne

Håndbold Stjær Håndbolds hold har spillet de sidste kampe inden jul og gør status.

U13-drenge: Kolt Hasselager – Stjær BK 9-14

Stjærs U13-drenge er et point fra at rykke op i A-rækken i det nye år. Dagens kamp mod Kolt/Hasselager skulle vindes, og selvom at man måtte helt hen i slutningen af anden halvleg før det lysnede, så lykkedes det at få de to point med hjem til Stjær. Efter jul forventes det at holdet skal spille i A-rækken, og samtidig har U13-gruppen fået så stor tilgang i denne sæson, at man også vil kunne mønstre et hold i C-rækken.

Se billeder fra U13-drengenes kamp her:

U13-drenge: Stjær BK – TMG, Mårslet 2 14-9

Stjær-drengene fik en elendig start på topopgøret imod TMG, for modstanderne startede med at bringe sig foran med 3-0, og det tegnede ikke godt i en kamp, som Stjær skulle vinde for at sikre sig en plads i A-rækken efter jul.

Men så tog Stjær fat med flot stregspil og nogle bagspillere, der begyndte at blive mere bevægelige i deres angrebsspil, og det fik hjemmeholdet tilbage i kampen. Stjær fik bragt sig solidt foran i 1. halvleg og godt for det, for anden halvleg blev noget nervøst spillet fra hjemmeholdets side – man kunne godt se, at spillerne var helt med på vigtigheden i, at de kunne gå fra banen med en sejr.

Nu venter holdet og dets trænere kun på, at der i løbet af næste uge kommer nye puljer, så man kan begynde at forberede sig på turneringen efter jul, der også betyder, at Stjær vil få to hold med i U13-drengerækkerne.

U17-piger 2. division: HMI Sport, Hou – Stjær BK 17-31

Stjær pigerne var klar fra kampstart med Mia, som en sidste skanse i målet. Forsvaret spillede fremragende, og der skulle gå hele 12 min. inden hjemmeholdet fik scoret deres første mål til en reducering til 1-7. Stjær pigerne forsatte med at sætte fokus på både forsvar og kontraspillet, og dermed blev føringen stadig øget, så HMI anden scoring kom først efter 18 min spil til 2-11. Stjær forsatte halvlegen ud med mange gode takter, hvor spillerne supplere hinanden flot. Ved pausen var Stjær foran med hele 16-7.

I anden halvleg mistede Stjær lidt af koncentrationen i kampens slutning, hvor kampen var afgjort, men alt i alt en rigtig flot indsats af hele holdet, hvor målmandsposten i dag blev klaret af fire forskellige markspillere, hvilket er med til at fortælle, at bredden på holdet er rigtig stor, og helt sikkert er med til, at holdet ser ud til at slutte på en delt anden plads kun 1 point fra en oprykning til første division.

Damerne i Serie 2 ligger nummer 3 i sin række.

Damerne i Serie 2 ligger nummer 3 i sin række.

Serie 2 damer: VRI, Risskov 4 – Stjær BK 21-17

Oddsene var ikke med Stjær til kampen mod VRI, Risskov, for i forrige weekend blev Stjærs målvogter skadet, og i forvejen har Stjær endnu en målmand på skadeslisten, men holdleder Vinni Thatt blev en god erstatning i målet.

Trods nederlag kan både holdet og træner Lars Mørk se tilbage på en kamp, hvor de otte spillere fra kæmpede på bedste vis. Endnu en kamp venter inden jul, og så håber Lars Mørk at han kan få endnu flere spillere til rådighed, for holdet er pt. hårdt ramt af adskillige skader udover målmandsposten.

Serie 2 damer: Stjær BK – tst, Tilst 20-18

Stjær har det bare svært imod tst,Tilst - et hold, som Stjær burde kunne vinde over med langt flere mål, end dagens resultat viste. I dagens kamp var det Stjærs to mest rutinerede spillere Hanne Bertelsen og Annette Thorsted, der viste vejen; Hanne fik scoret flere mål fra fløjen og Annette var en sikker straffekast skytte. Stjær-damerne fik to vigtige point hjem, så de bevarer den tredjeplads i puljen, som var målet fra sæsonstart.

Publiceret 12 December 2019 15:00