Kun fire gange på 90 år er der roet lige så lang, som medlemmerne af Skanderborg Roklub gjorde i 2019. Arkivfoto

Kun fire gange på 90 år er der roet lige så lang, som medlemmerne af Skanderborg Roklub gjorde i 2019. Arkivfoto

Roklubben nåede igen godt og vel Jorden rundt

116 roere i Skanderborg nåede i år op på at ro 46.812 km

Skanderborg Roklub har haft standerstrygning efter rosæsonen 2019, og kan se tilbage på en god sæson.

"Vi har fået nogle nye medlemmer, og der er blevet roet en masse, selv om det til tider har regnet en del. Vi har arrangeret en del ture og vi havde veterantræf, hvor roere fra Ry og Vejle besøgte os," fortæller roklubben i en pressemeddelelse.

Det er blevet til 46.812 roede kilometer i 2019 mod 46.775 km i 2018, og det tal er blandt de fem højeste antal km i en sæson i klubbens 90-årige historie.

48.000 kr. fra Smukfest

Klubben har haft 116 roere på vandet i år mod 113 i 2018. 20 roere nåede at ro over 1.000 km i løbet af sæsonen, og Lisbeth Mathiasen roede flest kilometer med i alt 2.386 km.

Roklubbens medlemmer har også arbejdet i cirka 800 timer for Smukfest, og det har givet 48.000 kr. til klubkassen, mens man har fået 9.000 kr. fra sponsoraftalen med OK og 2.300 kr. fra Aura.

Bestyrelsen har udnævnt 'Årets leder', der blev ungdomsleder Louise Kelstrup, der med sin energi og initiativer går i front for at få flere ungdomsroere til klubben. Hun har arrangeret ungdomstur til Slesvig, besøg fra håndboldklubben og en del aktiviteter sammen med forældrene.

Efter tiden på vandet og standerstrygningen, går Skanderborg Roklub nu ind i tiden med rospinning, som er roning i ergometer til musik med instruktør.

Interesserede må gerne henvende sig til roklubben for at høre mere eller få et par prøvetimer.

Publiceret 12 November 2019 14:00