23. oktober fejrer HI-Skanderborg Petanque sit 20 års jubilæum. Arkivfoto

23. oktober fejrer HI-Skanderborg Petanque sit 20 års jubilæum. Arkivfoto

HI-Skanderborg Petanque har 20 års jubilæum

Petanque HI-Skanderborg Petanque er Skanderborgs ældste og største petanqueklub med 45 aktive medlemmer og har spillested på grusbanerne på Th. Helstedsvej v/Vejdirektoratet. Alene i 2019 har klubben fået tilført 6 nye spillere, så det er en stolt formand Lotte Lauritsen, der også selv har været med næsten fra starten og nu kan være med til at fejre 20 års jubilæum.

Klubben startede op 4. maj 1999, men på grund af en del arrangementer er der først nu fået tid til at afholde 20 års jubilæet 23. oktober.

"Vi har to spillere i klubben Laura Andersen og Inger Gedsø, som har været med helt fra opstarten og er stadig aktive spillere. Det er vi meget stolte af, men det viser også, at når man først er blevet medlem, så bliver man hængende, og dette skyldtes ene og alene det fantastiske sammenhold der er i klubben. Både hvad angår, når man er aktiv spiller og yder det bedste, men også når der skal hygges," siger formand Lotte Lauritsen og fortsætter:

"Du går heller aldrig forgæves, hvis der skal bruges en ekstra hånd til frivilligt arbejde, så er hjælpen der, og der være sig såvel udendørs som indendørs praktisk hjælp."

Mange stævner

Klubben deltager i mange eksterne stævner og arrangerer også selv store stævner, hvor der er deltagelse fra hele Jylland og Fyn. Man har også tre venskabsklubber, som på skift engang årligt er arrangør af et stævne.

Mange af klubbens medlemmer har deltaget i flere af DGI’s Landsstævner, bl.a. på Bornholm og i Haderslev, Esbjerg, Aalborg - og næste gang er det Svendborg.

"Vi får meget ros fra spillere udefra, som er så imponeret af de fine baneforhold vi har, men også de indendørs faciliteter, som helt fra starten har været bygget op, af klubbens frivillige arbejdskraft, så der har virkelig været lagt mange arbejdstimer i dette. Det var derfor med stor smerte, da klubhuset i 2017 blev sat i brand og brændte helt ned. Det blev genetableret og indviet i 2018 med en udvidelse, som klubben selv finansierede," fortæller Lotte Lauritsen.

cns

Publiceret 22 October 2019 21:00