Sofia Deen scorede 8 gange i nederlaget til Horsens. Arkivfoto: Ole Nielsen

Sofia Deen scorede 8 gange i nederlaget til Horsens. Arkivfoto: Ole Nielsen

Skanderborg-damer tabte i Horsens

Skanderborg Håndbolds ligadamer har fået en hård indledning på sæsonen

HTH Ligaen Horsens HE – Skanderborg Håndbold 25-21 (11-11) Mål for Skanderborg: Sofia Deen 8, Sarah Stougaard 4, Celine Holst 2, Josefine Thorsted 2, Stine Kristensen 2, Sofie Alnor 1, Anna Berger Wierzba 1, Christina Haahr 1.

Fredag aften tabte Skanderborg Håndbolds ligadamer et tæt bundopgør i Forum Horsens. Det mentale spil blev, blandt mange andre ting, afgørende for resultatet i kampen.

Vi kom lidt svært fra start, men det var ret kalkuleret. Vi vidste, at Horsens ville komme med alt, hvad de havde, og derfor hurtigt kunne komme i front," siger Skanderborg-cheftræner Peter Jagd og fortæller videre:

"Også som forventet fik vi hentet deres forspring igen og kunne gå til pause 11-11. 2. halvleg forløb i starten, som vi gerne ville. Vi kom foran med to mål, men derfra ramte vi en rigtig, rigtig skidt periode, der endte med at være udslagsgivende. Selvom vi af flere omgange kom tæt på, fik vi aldrig lukket de 4 mål de havde efter 41 minutters spil og den periode på 7 minutter, vi tabte 0-6."

"Vi kan pt. ikke gøre andet end at lære af kampen. ”Sæsonen er lang endnu. Der venter både mange kampe mod verdensklassehold, og flere af disse bundopgør med en helt særlig intensitet og nerve. Dem skal vi være klar til, og med denne erfaring i bagagen, tror jeg, vi er bedre rustet til de fremadrettede opgaver."

Allerede mandag møder Skanderborg Odense på udebane.

"Vi ved, at det bliver en overordentlig stor mundfuld for os. Vi ved dog også, at vi har brug for at rejse os igen og komme derfra med en god oplevelse. Derfor møder vi ind igen søndag morgen til evaluering, taktik og haltræning inden turen går til det fynske, hvor vi håber på en god præstation," siger Peter Jagd.

Næste gang Ligadamerne skal i ilden på hjemmebane på Fælleden er mod Nykøbing F. Håndbold fredag 18. oktober kl. 20.15.

Kampen er den anden i et dobbeltstævne med herrerne, der spiller kl. 18:00 mod Lemvig-Thyborøn.

Der er gratis adgang til damernes kamp.

Publiceret 07 October 2019 12:44