Skanderborgs håndboldherrer kunne juble efter 32-30 sejren over GOG. Foto Ole Nielsen

Skanderborgs håndboldherrer kunne juble efter 32-30 sejren over GOG. Foto Ole Nielsen

Fra opvisningsstil via neglebideri til jubel

Skanderborgs håndboldherrer stemplede ind mod GOG og bevarede guld-muligheden

Af
Claus Sonne

Herreligaen Slutspil Skanderborg - GOG 32-30 (20-11) Mål Skanderborg: Nikolaj A. Nielsen 8, Frederik Iversen 5, Morten Kirk Olesen 4, Mathias Bitsch 4, Cornelius Kragh 3, Mads Kalstrup 3, Jonas Samuelsson 2, Kristian Bonefeld 1, Marcus Mørk 1, Mathias Smed 1.

Skanderborgs håndboldherrer meldte sig for alvor ind i kampen om DM-guldet, da slutspilskampen mod GOG tirsdag aften blev vundet 32-30 - efter en meget arytmisk kamp.

Skanderborg dominerede i sjælden grad de første 30 minutter, der blev vundet med ni mål. Skanderborg ramte i den grad skiven, mens GOG lignede et hold, der mentalt ikke var kommet ud af turbussen.

Skanderborg-streg Nikolaj A. Nielsen var grønglødende i 1. halvleg, hvor han nettede hele syv gange. Og selv om GOG'erne ikke gjorde ret meget modstand, var det alligevel ganske imponerende.

Skanderborg blev allerede efter otte minutter ramt af et direkte rødt kort med Lars Skaarup som fortjent modtager. Dermed blev unge Frederik Iversen for alvor kastet for løverne, og det løste U21-landsholdsfløjen perfekt med fem scoringer og en god indsats rent defensivt. Ham bliver Nordsjælland Håndbold glade for i næste sæson.

Ingen badeferie

Skanderborg indledte 2. halvleg med at bringe sig foran 22-11 - og det lignede ren badeferie frem mod slutfløjtet. Men det blev det ikke.

GOG smed sine helt unge stortalenter på banen, og det gjorde ondt på Skanderborg-spillerne, der samtidig måtte konstatere, at det, som det ellers havde set ud i 1. halvleg, faktisk ikke var forbud for GOGs målvogtere at redde bolde.

Det betød en afslutning, hvor GOG alt for hurtigt for de neglebidende Skanderborg-fans åd af føringen, der pludselig var nede på et enkelt mål - og med tid til at smide det ene point. Skanderborg holdt dog hovederne kolde, så Frederik Iversen kunne score kampens afgørende mål.

Skanderborg møder søndag BSV ude. Med en sejr her kan Skanderborg overhale BSV og dermed selv afgøre, om det skal blive til en historisk DM-semifinale - med mulighed for at vinde DM-guld.

Publiceret 08 May 2019 19:30