Motion på nettet

En ny motionsforening , Ude-motion.dk, som har sit udspring på Internettet holder årsmøde i Sognegården i Hørning den 9. februar

Computere og internet får normalt skyld for at gøre mennesker passive, så de får firekantede øjne i stedet for motion. Men ikke i Hørning. Faktisk tvært imod. En ny motionsforening, Ude-motion.dk, har således sit udspring på internettet.
"Det har i hvert fald været et godt og effektiv sted at markedsføre foreningen," siger en af initiativtagerne, Jens Hørdum.
Flyvende start på Facebook
Kort før jul etablerede www.ude-motion.dk en gruppe på Facebook, og siden da har 54 hørningensere meldt sig under fanerne. Og det inden klubben var stiftet formelt.
" Vi har også tyvstartet lidt og er allerede begyndt at træne i grupperne med landevejscykling, mountainbike og løb. Vi håber også at kunne lave nogle grupper for folk, der gerne vil gå. Både med og uden stave. Men i det hele taget er vi meget åbne over for tiltag. Det eneste krav til hvad der kan foregå i foreningens regi ligger i navnet. Naturen skal være vores træningslokale. Så hvis nogen har lyst til at stå for det, så kan der også blive tale om triatlon, kajakroning eller noget helt tredje," forklarer Jens Hørdum og pointerer, at alle kanh være med.
"Man må gerne løbe eller cykle stærkt, men der er tale om en rendyrket motionsklub. Så vi venter på de langsomste eller sørger for, at der trænes i grupper, hvor tempoet er tilpasset den enkelte. Det der er vigtigt for os i arrangør-gruppen er, at skabe noget fællesskab. Vi har en arbejdstitel, der hedder "Idræt og samvær i forening". Vores tanke er, at istedet for, at en masse mennesker træner hver for sig, så kan vi gøre det i fællesskab og være med til at motivere hinanden og dele hinandens personlige sejre og succeser. På den måde bliver det sjovere at træne," siger Jens Hørdum.
Hvis du vil vide mere om ude-motion.dk kan du tjekke foreningens hjemmeside på adressen www.ude-motion.dk eller besøge foreningens Facebook-gruppe. Alle interesserede er velkomne til årsmødet i Hørning Sognegård den 9. februar.

Publiceret 01 February 2010 11:23