1.200 ungdomsspillere indtog fodboldstævne

FC Skanderborg var søndag vært for en fodboldsturnering med 1.200 børn, der spillede tre mod tre på små baner

Af
Af Marianne Gay

Er fodbold sjovt, når man ikke tæller mål? Meget tyder på det. 1.200 drenge og piger mellem fem og ti år var søndag til fodboldturnering i Skanderborg - Jyske 3-bold stævne - hvor børnene spillede tre mod tre på små baner. Med Jyske Bank som sponsor og medarrangør arrangerer de regionale fodboldforbund i Danmark denne fodboldturneringer for børn, hvor sjov og samvær er i centrum frem for jagt på resultater, og de mange børn og tilskuere på FC Skanderborgs anlæg hyggede sig meget søndag, hvor der hverken var vindere eller tabere af kampene. "Vi håber at kunne afvikle et endnu bedre stævne i 2010 i FC Skanderborg og tøver i alle tilfælde ikke med at fremsende ansøgning til dette. Der skal fra stævneledelsen lyde en kæmpe tak til alle fremmødte spillere, forældre, trænere og frivillige der sammen med Jyske bank og JBU var med til at gøre denne dag så fantastisk," siger børnekonsulent Henning Hansen fra FC Skanderborg.

Teknik frem for fysik

Blandt de voksne tilskuere var den tidligere FCK- og AGF-fodboldspiller Jesper Sørensen og håndboldspillerne Lars Christiansen og Christine Roslyng. Ideen med Jyske 3-bold stævnerne er at få børnene til at more sig med hurtige afleveringer, gode driblinger og flotte skud på små baner i stedet for de mere fysisk prægede kampe på store baner. Turneringerne er også del af Dansk Boldspil Unions plan om at gøre ungdomsfodbold i Danmark mere teknisk, så danske spillere i fremtiden kan klare sig bedre i konkurrencen med teknisk stærke fodboldnationer som Spanien og Frankrig.

Publiceret 22 June 2009 11:22