Prøv petanque

HI Skanderborgs petanqueafdeling inviterer til prøveaften på grusbanen bag Niels Ebbesen Skolen. Formålet er at give alle interesserede en mulighed for at spille petanque på baner med de rigtige mål og efter de gældende regler

Petanquespillet er de seneste år blevet meget udbredt i Danmark og spilles nu i mange foreninger med deltagelse i turneringer både inden for Dansk Petanque Forbund og DGI. Petanque kan spilles på mange former for belægninger og det behøver ikke nødvendigvis at være på en afmærket bane. Og alle kan deltage næsten uanset alder. Men der findes sikkert også interesserede, der kunne tænke sig at prøve at spille petanque inden for mere faste rammer og det vil denne prøveaften give mulighed for. Medlemmer fra foreningen vil være behjælpelige med igangsætning og prøvespil og vil samtidig orientere om de væsentligste regler og kast. Man kan blot møde op på banerne i almindeligt tøj og fodtøj, der passer til vejret. Petanquekugler m.m. står til rådighed på banerne og tilmelding i forvejen er ikke nødvendigt, så du skal bare møde op onsdag den 29.april fra kl.18.30 til kl.20.30.

Efterårets landsmesterskaber afholdes i Skanderborg

Efter afslutningen af Vejdirektoratets byggeri på ca. 1/3 af den oprindelige grusbane har HI Skanderborg, Petanque nu rådighed over den resterende del til petanquebaner. Dette betyder, at der kan etableres så mange baner, at DGI har besluttet, at landsmesterskaberne i 2009 i såvel single, double som triple skal afholdes på baneanlægget den 5. -6. september, hvor der således skal spilles på 48 baner af de ca.200 deltagere, som kommer fra hele landet.

Publiceret 15 April 2009 13:21