Vigtigt skridt mod divisionen

håndbold Skanderborg Håndbolds Drengeelite tog i søndagens kamp et vigtigt skridt imod en kvalifikation til divisionsrækken efter jul. Forud for søndagens kamp lå det klart, at Skanderborg med en sejr over rækkens nr. tre kunne stille sig i en ganske gunstig situation før udekampen mod Hvide Sande KFUM. Og det blev til en sejr – på 24-18. Fra kampens start satte Skanderborgs drengeelite sig på kampen, og om end Skjern kæmpede bravt, så var Skanderborg foran gennem hele kampen. Især i anden halvleg kom der for alvor styr på forsvaret, og selv om der var lidt for mange brændte chancer i angrebet, så var antallet af chancer holdet kunne spille sig til, så overvældende at Skjern ikke kunne stille meget op. Igen i denne kamp spillede især Stefan Pedersen en flot kamp men også Jeppe Toft og Jannick S. Petersen fik godt gang i deres skud og finter. På fløjen havde Frederik Bjerg højt niveau, og i målet havde Morten Ankersen flere fine redninger. Og i det hele taget så kæmpede alle rigtig godt i forsvaret, hvilket var grundlaget for sejren.

Publiceret 02 December 2008 03:00