Wozniacki slår sig ind i top-40
Efter nederlaget til Venus Williams tabte Caroline Wozniacki også i double med 6-3, 6-3.
Når Caroline Wozniacki i næste uge spiller den fjerde turnering i træk i USA, er det udfra en placering blandt verdens 40 bedste tennisspillere.
Tre sejre i Sony Ericsson Open i Key Biscane i Miami indbringer den 17-årige dansker 75 point til verdensranglisten. Samtidig mister hun dog de 25 point, hun fik for at nå finalen i Circuit-turneringen i Italien sidste år, men det rækker alligevel til et avancement på tre pladser.
Også på racelisten baseret alene på årets resultater avancerer Wozniacki et par placeringer fra sin nuværende 19.-plads.
I årets 19 kampe er det blevet til 14 sejre, og det vel at mærke i kampe mod masser af højere rangerede spillere.
Kun nederlag til topspillere
Wozniacki har således lidt 4 af sine nederlag til spillere fra verdensranglistens top-10 samt til den tidligere verdensetter Lindsay Davenport, der ligesom Wozniacki røg ud i ottendedelsfinalen i Miami.
Wozniacki har spiller seks kampe mod spillere, der ligger nummer 11-50 i verden, og af dem er Davenport den eneste, hun har tabt til.
I næste uges Bausch & Lomb Championship i Amelia Island i Florida er både Davenport og Venus Williams, der i går slog Wozniacki for fjerde gang, med i feltet sammen med blandt andre en anden tidligere verdensetter, franske Amelie Mauresmo.
Nederlag i anden runde i double
Caroline Wozniacki led i øvrigt endnu et nederlag i Miami, da hun lige som i single tabte 6-3, 6-3 i doublerækken sammen med Akgul Amanmuradova fra Usbekistan.
I anden runde tabte de til det israelsk-hviderussiske par Shahar Peer/Viktoria Asarenka.
Ingen useedede spillere tilbage
I den stærkt besatte singleturnering betød ottendedelsfinalerne i øvrigt med de sidste seks useedede spillere. Det giver følgende kvartfinaler med seedning i parentes:
Justin Henin, Belgien (1) - Serena Williams, USA (8)
Svetlana Kusnetsova, Rusland (3) - Venus Williams, USA (6)
Jelena Jankovic, Serbien (4) - Jelena Dementijeva, Rusland (10)
Dinara Safina, Rusland (13) - Vera Svonareva, Rusland (20)
Publiceret 01 April 2008 12:54