Uden de her fyre, ingen øl. De trækker øl-slangerne i uge 28 og rydder dem væk mandag efter Smukfest. Privatfoto

Uden de her fyre, ingen øl. De trækker øl-slangerne i uge 28 og rydder dem væk mandag efter Smukfest. Privatfoto

Øllet flyder fra jorden:

Trækkerdrenge sørger for guld i glasset

Troede du også, at din fadøl blot kom fra en fustage? Tro om igen. Øllet løber under skovbunden

Af
Christina S. Johansen

Skanderborg En festival uden øl? Ej, vel? Det er alligevel svært at forestille sig. De gyldne dråber hører sig ligesom til. Men har du nogensinde tænkt over, hvordan øllet egentlig finder vej til glasset på Smukfest?

Her kommer trækkerdrengene ind i billedet. Eller nærmere bestemt Danmarks Smukkeste Trækkerdrenge, som de har heddet i nu 15 år - selvom det faktisk i første omgang var for frækt et navn for Smukfest.

I front for dette medhjælperhold står Kim Hagen Jensen og hans stedfortræder Frank Rune Nymark - de har været frivillige i henholdsvis 38 og knap 25 år. Trækkerdrengene sørger for at trække i alt 4-5 km slanger med øl under fødderne på gæsterne i Bøgeskoven. Under jorden ligger nemlig rør på kryds og tværs. Herigennem skal ølslangerne trækkes.

"Det gør vi med håndkraft for ikke at ødelægge slangerne. Vi binder simpelthen en snor på slangen og hiver. Det er helt vildt hårdt og man sveder som en gal. Man er helt smadret bagefter," siger Frank Rune Nymark, mens Kim Hagen Jensen fortsætter:

"Vi prøvede at køre igennem med en elektrisk bil på et tidspunkt - men den kørte sgu fast," siger han.

Frank Rune Nymark (tv) og Kim Hagen Jensen (th) viser en stor

Frank Rune Nymark (tv) og Kim Hagen Jensen (th) viser en stor "brønd" frem. Nede i hullet går der rør, som de sorte øl-slanger trækkes igennem. Foto: CSJ

I pendulfart til bryggeri

Slangerne går fra seks kæmpestore tanke med 24.600 liter øl i hver og så ud til de enkelte barer. Tankene bliver løbende fyldt op. Der kører nemlig en mand i pendulfart mellem bryggeriet på Fyn og Smukfest, forklarer chef-trækkerdrengen.

Rør/slange-systemet har fungeret sådan i 25 år. Det var bryggeriet Faxe, som udformede idéen.

Publiceret 07 August 2019 17:00