Fire bag padelhal i Hørning: Drømmer om fællesskab om ny sport
Hørning er nu også på vej til at få et padelcenter.
Drivkraften er lysten og drømmen om at skabe et padelcenter og et fællesskab i Hørning om en sport, som favner alle aldersgrupper.
Sådan lyder visionen bag etableringen af Padelton, som er en splinterny og 1750 kvadratmeter stor padelhal med plads til fem dobbeltbaner og 1 singlebane, som skal stå klar omkring uge 42 til efteråret på Agerbakken 18 i Hørning.
Padel er en god, fusionerende sport, som favner alle aldersgrupper.
Fire lokale bag
Bag projektet står lokale erhvervsfolk fra Hørning, Ole Hummeluhr, Peter Leth, Jacob Sehested Petersen og Jonas Holm Otzen, som af mange er kendt som fire af partnerne fra Lph Byg A/S, men som nu også via et andet selskab, SPIR ApS, går ind i padelbranchen med et pay-and-play-koncept med navnet Padelton.
Padelton opfører padelhallen som bygherrer med Lph Byg A/S som totalentreprenør for at sikre kvaliteten af byggeriet, og at materialer er af højeste kvalitet.
»Vi har længe gået med en drøm om at starte et padelcenter, dels fordi Hørning mangler et padelcenter, dels fordi vi gerne vil være med til at skabe et stærkere fællesskab om det at spille padel,« forklarer Jonas Holm Otzen.
Padel favner alle
Han henviser blandt andet til, at Hørning er en by med et stort aldersspænd med både mange ældre borgere såvel som yngre tilflyttere.
»Padel er en god, fusionerende sport, som favner alle aldersgrupper. Det var vores primære tanke, men først og fremmest drømmen om at skabe et fællesskab om det i Hørning,« uddyber Jonas Holm Otzen.
De fire bag det nye padelcenter erkender, at der skyder mange lignende centre op rundt omkring. Men samtidig minder de om, at det også er en sport, som vokser med eksplosionsagtig kraft.
»Vi vurderer, at der er plads til flere centre. Og i Hørning er rigtig mange padel-spillere, som lige nu må køre til Skanderborg og Aarhus,« konstaterer Jonas Holm Otzen.
Plads til hygge
Faciliteterne i Padelton kommer foruden banerne til at omfatte omklædning med bad og toilet for både dame og herrer.
Dertil kommer, at der etableres mødelokale, som kan lånes til firmaarrangementer og lignende, inden der spilles på banerne.
Desuden laves et loungeområde, hvor man kan købe en sodavand eller øl efter kampen og få en snak med vennerne.
»Vi vil også tilknytte en centerleder på fuld tid, som skal varetage bookinger, turneringer og holde træning,« fortæller Jonas Holm Otzen, som i øvrigt selv er en ivrig padel-spiller.