Inge-Gerds farvel: »Jeg kommer til at savne alt«
70 år er udløbsdatoen for en sognepræst. Det begræder Inge-gerd Terpager Staal, der søndag tager afsked med sognebørnene i Fruering efter 20 år.
Det er med vemodighed, sognepræst Inge-Gerd Terpager Staal på søndag holder sin allersidste prædiken i Fruering Kirke. Selv er hun langt fra færdig med at være præst, og havde muligheden været der, var hun fortsat. Men der er ingen vej uden om.
Jeg er faktisk ikke medlem af Ældre Sagen. Jeg synes ikke, jeg er gammel nok til det
»Nej, der er desværre ingen mulighed for at fortsætte, heller ikke selvom jeg slet ikke er færdig med at være præst og i princippet ikke har lyst til at stoppe,« siger hun med et skævt smil, der dækker over, at man som tjenestemand har en »udløbsdato« stemplet i nakken: 70 år og så er det farvel.
»Det er lidt underligt, men sådan er det. Det er jeg lidt vemodig over, men jeg vil stadig være tilknyttet Fruering Kirke et stykke tid endnu, da jeg fører kirkebog året ud, og også står for vores Kirkeblad resten af året. Det fylder for øvrigt 50 år i år, og det jubilæum skal også markeres,« lover Inge-Gerd.
20 år i Fruering
Det er knap 20 år siden, Inge-Gerd kom til Fruering som relativt nyuddannet præst.
»Jeg er født og opvokset i Aarhus og boede der i mange år. Jeg har tidligere haft en lang karriere hos daværende TDC. men jeg har altid gerne villet være præst, så det var en gammel drøm, jeg fik lov til at udleve, da jeg begyndte at studere igen. Jeg blev færdig som præst i år 2000, og de første år som nyuddannet var jeg forskellige steder i Aarhus og på Djursland, inden jeg i 2003 kom til Fruering,« fortæller Inge-Gerd, der til at begynde med skulle dele sin tid mellem at være sognemedhjælper og hjælpe den daværende præst, der var blevet syg.
»Der gik ikke lang tid, så blev jeg »opgraderet« til at være præst på fuld tid,« husker hun. Embedet som sognepræst overtog hun formelt i 2004.
»Jeg har været rigtig glad for at være her. Fruering er et fantastisk sted. Jeg har med glæde sagt goddag til rigtig mange spændende mennesker, og lært mange dejlige folk at kende i sognet. Jeg har gennem årene haft et godt samarbejde med de forskellige menighedsråd. Jeg har fulgt mange kuld af børn fra dåb til minispirer og konfirmation. Det har været en stor fornøjelse. Selvom jeg egentlig stoppede med udgangen af april, fik jeg lov at konfirmere de sidste hold konfirmander store Bededag og søndagen derefter. Det var vemodigt, det kunne jeg ikke lægge skjul på,« fortæller hun, der altid har glædet sig over den store opbakning, der er til kirken i lokalsamfundet.
»Jeg kommer til at savne alt,« konstaterer hun stille.
»Miavende« passion
For et par år siden måtte hun og ægtemanden, Finn Sørensen, rømme præstegården, fordi målinger viste et alt for højt niveau af radon. Nu bor de i Mesing sammen med deres mange racekatte. Sognepræsten har nemlig en hemmelig passion for racen ragdoll.
»Jeg opdrætter ragdolls. Lige i øjeblikket har vi 16 katte boende sammen med os i huset. Og jo, de tager en del af min tid. Det kommer de også helt sikkert til i fremtiden. Vi tager dem med på udstillinger, og det kræver, at man er flittig med pelsplejen.«
Selvom Finn er formand for Ældre Sagen i Skanderborg og rejser meget med foreningen, er Inge-Gerd ikke sikker på, hun nu skal bruge mere tid på at rejse.
»Jeg er faktisk ikke medlem af Ældre Sagen. Jeg synes ikke, jeg er gammel nok til det,« griner hun, og fortæller, at hun i stedet har en aftale med Aarhus stift om at vikariere og hjælpe til som præst, hvor der måtte være brug for det inde i Aarhus.
»Jeg er bestemt ikke brændt ud som præst endnu. Jeg har sagt ja til at stå til rådighed og støtte i Aarhus Stift. Det er på sin vis en fin ring, der dermed bliver sluttet. Det var i Aarhus, jeg i sin tid begyndte som præst, og det er der, jeg kommer til at slutte af.«