Nærvær, velvære og godt for miljøet: Salon Falk fylder 20 år
Lørdag 1. april er det 20 år siden Marianne Falk slog dørene op sin miljøvenlige frisørsalon.
Længe før velvære-bølgen for alvor ramte landet, besluttede Marianne Falk, at hendes salon i Hørning skulle have fokus på sundhed. Og ikke bare i form af wellness-oplevelser med ro og nærvær for hendes kunder, men også sunde arbejdsvilkår og sundt for miljøet.
»Jeg har lige fra starten af gjort en dyd ud af at passe på miljøet. Både ved at have blik for indholdet i de produkter, der bruges i salonens og ved at sortere al affaldet. Sundhed og klima har altid været et omdrejningspunkt i salonen, og jeg forsøger altid at blive klogere på, hvordan jeg kan gøre det bedst muligt både i salonen og privat,« fortæller Marianne om det, hun selv kalder én lang rejse mod større klimabevidsthed og øget sundhed.
Således blev Salon Falk for nylig certificeret som Grøn Salon, en frivillig ordning der indebærer, at salonen undgår skadelig kemi af hensyn til kunder og ansatte, og at der arbejdes målrettet på at nedbringe miljøbelastninger i forhold til energiforbrug, affald, forbrug og naturskadelige stoffer.
Nul farlige stoffer
Der anvendes ikke produkter med kemiske stoffer, som er allergifremkaldende, hormonforstyrrende, kræftfremkaldende eller fosterskadende. Samtidig er der en særlig opmærksomhed på allergi og overfølsomhed, og der tilbydes helt parfumefri produkter i hårbehandlingen.
»Grøn Salon er en milepæl for Salon Falks,« understreger Marianne, der hele tiden forsøger at finde ny mere klimavenlige veje – også tiltag, der ligger ud over Grøn Salon-kriterierne.
Jeg forsøger altid at blive klogere på, hvordan jeg kan gøre det bedst muligt både i salonen og privat
Salonen gøres eksempelvis rent med miljømærkede rengøringsmidler, og solcellerne på taget sikrer elektricitet fra en vedvarende energikilde. Regnvandet opsamles i regnvandsbeholder og anvendes blandt andet i de fine vandspil, til at vande potteplanterne og til skylning af emballage. Der komposteres så vidt, det er muligt, der gødes med organisk gødning, og slidte håndkæder genanvendes til klude.
»I salonen bruges ikke materialer som stanniol eller plasticposer. Belysningen er med sparepærer, og alle stand-by lamper er slukket efter lukketid. Tørretumbleren bruges kun meget sjældent, og der tørres primært håndklæder på tørresnoren. Alle tiltag - små som store - har værdi. Derfor er det også vigtigt for mig, at der er sammenhæng mellem mit frisørfaglige virke og min private holdning til sundhed og klimabevidsthed – og det fokus afspejles hele vejen rundt, hvor det er muligt,« forklarer den miljøvenlige frisør.
Danskproducerede produkter
Noget af det, der gennem alle 20 år har optaget Marianne, er de produkter, som både hun selv og kunderne bliver udsat for, og som jo også ender i afløbet.
»Jeg synes, det er vigtigt, at de produkter, jeg benytter, er skånsomme både for miljøet og for hår, hud og slimhinder. Derfor sætter jeg mig grundigt ind i, hvad produkterne indeholder og er så vidt det er muligt i dialog med de grønne producenter omkring udvikling af nye produkter,« fortæller hun..
Marianne Falk har også øje for produkternes »rejsetid«, og derfor er omkring 85 pct af produkterne danskproduceret, mens de øvrige primært er europæiske. I salonen vælges også biologisk nedbrydelige produkter, hvor det er muligt. Eksempelvis anvendes sukker til at rette øjenbryn, ligesom papiret, der benyttes, når der laves striber i håret, er lavet af majs.