Fastfood på toppen
Ny kioskejer på Ejer Bavnehøj
Topburgere, panini, p-tærter, sneakers, cookies og smooties.
Alt sammen hjemmelavede lækkerier, som du blandt andet kan finde på menueen i kiosken ved Ejer Bavnehøj ved Tebstrup.
Den røde tråd
Der er nemlig kommet ny indehaver og han har én vision for "Jespers Fodrebræt," som han har døbt kiosken:
"Jeg vil vise folk, hvor god mad man kan lave selv. Man kan sige, at der er en rød tråd, fordi kiosken her er omgivet af utrolig flotte områder, og så skal det også være kvalitets fastfood, som man kan købe her," forklarer Jesper Ladegaard Græm og fortsætter:
"Det er billigere for mig at lave maden selv og det smager meget bedre. Intet er købt færdigt og vi laver alt ting selv af gode og rene produkter," forklarer han og fortæller, at de frankfurter, der bliver langet over disken, er lavet efter en hemmelig opskrift.
Den helt rigtige kombination
Jesper Ladegaard Græm er 24 år og på trods af hans unge alder, har han allerede masser af erfaring fra at have arbejdet under blandt andet Rene Knudsen og Jonna Hald, der begge er kendte århusianske kokke.
Området har han også erfaing med, da han er opvokset i Tebstrup.
"Overtagelsen af kiosken var impuls, så det gør en ting. Vi var i Rom på ferie, da jeg fik en opringning om, at jeg kunne blive kioskejer. Jeg sagde ja, og så gik det hurtigt derfra. På en uge fik vi det hele op at stå, fortæller den nye kioskejer, der også bliver taget godt imod af formanden for Ejer Bavnehøjs Venner:
"Jesper har den helt rigtige kombination af mod, ambitioner og gode erfaringer. Så det passer os vældig fint, at han har taget handsken op som topforpagter," lyder det fra Viggo Rasmussen.
Selvstændig fremtid
I dag arbejder han i køkkenet hos Vestas i Skejby, men den nye kioskindehaver drømmer om en fremtid som selvstændig.
"Jeg håber, at jeg kan kombinere kiosken med noget andet, som for eksempel selvskaber. Jeg har altid sagt, at jeg vil have mit eget og planen er at starte i det små, og så slutte i toppen," smiler han.