Klima- og energiminister Lykke Friis er hovedtaler ved Folkemødet på Ejer Bavnehøj
Det lå ellers tidligt klart, at udviklingsminister Søren Pind skulle være årets toptaler ved Ejer Bavnehøj.
Desværre har Søren Pind måttet melde afbud på grund af uopsætteligt arbejde i forbindelse med sultekrisen i Afrika.
Det er dog lykkedes komitéen at få klima- og energimister Lykke Friis til med kort varsel at møde frem til Folkemødet og holde hovedtalen, så Folkemødet også i år kan leve op til at have en markant minister som taler.
Folkemødets anden hovedtaler er generalkonsul Henrik Becker-Christensen, Flensborg, der er kendt i vide kredse for sit engagement i de sønderjyske og sydslesvigske forhold såvel historisk som i nutiden.
Musik til mødet
Hjemmeværnets Musikkorps Århus med dirigent Stig Andersen sørger for på sædvanlig vis at indlede Folkemødet og skabe sammenhæng mellem de forskellige programpunkter med sine gode musikere.
De øvrige musiske og foreningsmæssige indslag i Folkemødet er af lokalt islæt fra Skanderborg kommune, nemlig solistsang af Anette Buonaventzen med akkompagnement af Niels Nørager, begge fra Skanderborg.
Også Silas Emil Bertelsen og Lars Erik Nørlund Mortensen fra Skanderborg Kulturskole kommer med musikalske indslag på guitar og klaver.
Gymnastik og folkedans
Folkemødets gymnastikhold kommer i år fra Skanderborg Gymnastikforening og er et rytmisk børnehold under ledelse af Pernille Grinderslev.
Gennem alle årene har Skanderborg Folkedansere sammen med dansere fra Sydslesvig været på mødepladsen i deres fine dragter og givet opvisning i forskellige egnsdanse.
Dette sker også i år, og vil for mange mødedeltagere være et glædeligt gensyn.
Folkemødet åbnes af Skanderborg kommunes borgmester, Jørgen Gaarde og forhenværende skoleleder Hans Bladt vil efter et par års pause igen være mødelederen, der på sikker vis guider Folkemødet gennem sine programpunkter.