Elvis kommer til sommerfest i Herskind Boldklub
Igen i år er der HB Sommerfest i uge 33 ? fra fredag den 19. til søndag den 21. august, og programmet for dagene er en god blanding af hygge, sport og fest.
Festdagene åbner med faldskærmsudspring på boldbanerne (hvis vejret tillader det), og så er der lagt op til, at fredag bliver den helt store familiedag, med fællesspisning i teltet med sommerfestgryde, fodboldkamp HB - HOG Hinnerup og børnediskotek i Herskind Hallen.
Lørdag er store sportsdag med cykel/motionsløb, børne-ungdomsfodboldstævne, petanqueturnering, oldboys fodboldturnering, og ind imellem modelfly og helikopteropvisning, og dagen afsluttes med fest i teltet med buffet, live musik og Elvis show med Karsten Holm.
Traditionen tro byder søndag på børnedyrskue, børneloppemarked, fodboldstævne dag 2 og HB Workshop i Hallen. Sommerfesten afsluttes med auktion over ikke omsatte varer.