Børnehaver arbejder med bæredygtighed
Børnehaven Viften er med i kommunens projekt om miljøet
”Vi lever i en tid med overproduktion af materialer, en tid hvor vores fælles jord er overbelastet af det forbrug vi mennesker har og nuværende samt tidligere tiders forurening. Polerne smelter, træer fældes og ørken opstår, dyrelivet svinder og naturen flyder med affald, særligt plastik, der er smidt og brugt af os mennesker.”
Sådan skriver leder af børnehaven Viften, Bente Kühn, i en pressemeddelelse om, hvorfor og hvordan børnehaven i Låsby har tænkt sig at arbejde med bæredygtighed sammen med børnene.
Det er andet år at børnehaven er med i Skanderborg Kommunes projekt ”Bæredygtighed i børnehøjde”, som kører i marts.
”Vi ser det som en nødvendig og vigtig opgave at være med til at opdrage vores børn og unge mennesker til at være med til at passe på naturen for fremtidens skyld. Derfor deltager vi atter i det tværkommunale projekt om bæredygtighed,” siger Bente.
For Viften er planen i år at fordybe sig i at begrænse forbruget af papir og sæbe, undersøge hvordan de kan begrænse affald og være kreative omkring, hvad og hvordan de kan genbruge materialer gennem etablering af skrammelværksted og skrammelkunst.
Flere børn i projektet
Det er tredje år at projekt ”Bæredygtighed i børnehøjde” kører i marts. Det første år var kun to børnehaver med, nemlig Børnehuset Bakketoppen i Galten og Børnehuset Eskebækparken i Skanderborg. Begge institutioner har været med siden. Sidste år deltog otte daginstitutioner, i år er det 11. Mange af dem vælger affald som et tema.
”Det er godt, at børn fra en tidlig alder lærer, hvordan de kan passe på jordens ressourcer og undgå klimaforandringer. De får nogle vaner, som de forhåbentlig tager med sig resten af livet.”, siger Claus Leick, formand for kommunens Miljø- og Planudvalg.
Nogle institutioner afslutter deres forløb med en offentlig udstilling. Børnehuset Bakketoppen i Galten udstiller på plejecenter Tjørnehaven med fernisering 9. april kl. 14.30.
logy