Hulemand slår til mod stress
Hans Korsgaard fra Knudhule Ferie & Kursuscenter i Ry har været nede med stress og vil nu lære andre at undgå at komme i samme situation
"Folk kommer her for at slappe af. Alligevel er der nogen, der hele tiden skal have fat i mobiltelefonen, og så foreslår jeg dem, at de tager en banan i stedet."
Ejeren af Knudhule Ferie- og Kursuscenter i Ry, Hans Korsgaard, er en lun mand, men også en mand, der siger tingene lige ud, og han har et godt øje til folk, der har svært ved at geare ned og give sig selv et pusterum.
For han har selv været nede med stress, og mødet med folk, der har svært ved at sige fra, får ham nu til at sætte kurser i stresshåndtering på programmet.
"Det er meget individuelt, hvad der stresser os. Personligt havde jeg haft for travlt, da jeg en morgen vågnede op og rystede over hele kroppen. Jeg stod op, væltede rundt og brød helt sammen," fortæller Hans Korsgaard.
Længe var han helt uden initiativ, og i dag er han meget opmærksom på, at tempoet ikke igen skal i overgear.
"Jeg tror, der gik trekvart år, inden jeg kunne 75 procent af det, jeg kunne tidligere, og jeg har lovet mig selv aldrig igen af komme tæt på de 100 procent," siger Hans Korsgaard.
Sælger campingpladser
Han er uddannet ejendomsmægler og har specialiseret sig i salg af campingpladser.
Dem har han i gode tider solgt en snes stykker af hvert år, men som så meget andet er også salget af campingpladser gået lidt i stå, så der er god tid til at passe og udvikle kursuscenteret ved den smukke Knudsø.
"Lige nu sælger jeg vel tre-fire campingpladser om året, men det er altid gået lidt op og ned, og går det, som det plejer, bliver det godt igen fra 2012,"siger hulemanden.
Han overtog det tidligere vandrehjem ved Randersvej i 1997, og siden er der bygget om og bygget til, så der nu er 120 sovepladser.
"Jeg fik det til salg, og så sagde jeg, at jeg godt selv ville overtage det, og at den tidligere ejer derfor skulle finde en anden mægler. Vi handlede, og jeg kunne da godt se, det hele var slidt. Jeg troede bare, at den smukke udsigt kunne kompensere, men jeg måtte snart erkende, at folk ikke vil have noget, der er dårligere, end det de har hjemme."
"Udsigt eller ej. Så der var ingen vej uden om, så vi måtte i gang med at modernisere, og selv om vi har firedoblet omsætningen siden 2001, har jeg ikke haft problemer med at finde noget at bruge pengene til," siger Hans Korsgaard.