Ud i den (h)vide verden
18-årige Annice Teo Ann Lyn fra Malaysia holdt jul og nytår i Danmark
Hos bagermesterparret i Hørning har familien de sidste 14 dage været udvidet med en ekstra datter. Gennem Lions har de fået en udvekslingsstudent fra Kuala Lumpur i Malaysia. Den 18-årige Annice kom til Danmark samtidig med vintervejret, nemlig den 16. december, og efter to uger hos en enlig mor i Odense, gik turen til Hørning. Denne morgen har Annice sammen med 17-årige Raxine Tto Poshen, som er indkvarteret hos en familie i Vejle, planer om en tur til Moesgaard. De er enige om, at danskerne er venlige, og at der er forskel på Danmark og hjemlandet. "Den største forskel er teenagerne. I vores hjemland er det utænkeligt, at så unge piger går med makeup. Og så er der meget stor forskel på skolegangen. Her er lærerne meget åbne og afslappede i forholdet til eleverne, hvor der hos os hersker meget mere disciplin, " siger Annice, som har været med bagerdøtrene i skole på Realskolen og gymnasiet i Skanderborg. "Og så selvfølgelig vejret. Det er første gang i mit liv, at jeg ser sne. Det er virkelig vidunderligt," supplerer en smilende Raxine.
Derfor Danmark
At det netop blev Danmark, som de to unge asiater valgte at tilbringe jul og nytår i, er ikke tilfældigt. Selvom det ligger langt fra Malaysia og langt fra er det største land i verden, havde de begge to hørt om det lille land højt mod nord, og var ikke i tvivl om valget, da de skulle vælge et sted fra Lions liste over mulige destinationer. "Jeg har venner, som har besøgt Danmark, og de har fortalt om de smukke landskaber. Og så er Danmarks historie meget spændende," fortæller Annice, mens det for Raxine var muligheden for at komme til Europa, som trak.
Håb om et gensyn
Mandag var det forbi. Annice og Raxine rejste tilbage til den asiatiske varme efter fire uger i det kolde Danmark, men de håber begge, at komme tilbage en dag. Besøget har ikke kun betydet noget for både de unge malayer, men også for værtsfamilien i Hørning, som har lært meget om Malaysia, og som er kommet til at holde af den unge pige fra Kuala Lumpur. "Jeg troede, at folk i Malaysia var fattige, men det er de slet ikke. De er tilmed meget veluddannede, og deres skolesystem er meget disciplineret. Men jeg er overrasket over, at forskellen rent menneskeligt ikke er så stor. De ser de samme film, hører den samme musik og har de samme drømme som os. Vi gør det helt sikkert igen, og jeg håber virkelig at gense Annice en dag," siger en rørt Susanne Nielsen.