Lærerne er lunkne overfor fusionsplaner
Blandt lærerne på Skanderborg Gymnasium er der ifølge lektor Morten Munk, der også er medlem af Skanderborg Gymnasiums bestyrelse stor skepsis i forhold til en eventuel kommende fusion.
”Det er ingen hemmelighed, at i hvert fald lærerne ikke umiddelbart er så vilde, med den her tanke,” fortæller han.
LÆS OGSÅ: Compus-fusion: SCU-elever er positive - STX-eleverne er betænkelige
”Vi bakker op om den undersøgelse, der nu bliver sat i værk, men vi har svært ved at se, hvilke gevinster, en fusion vil bringe. Til gengæld har vi let ved at få øje på alle ulemperne,” konstaterer han.
På nuværende tidspunkt ønsker han ikke offentligt at uddybe ulemperne, men vil vente på undersøgelsen.
Undersøgelse - ikke fusion
Ifølge Morten Munk blev mange af lærerne på Skanderborg Gymnasium overraskede over ordlyden i den pressemeddelelse, de to bestyrelsesformænd udsendte i midten af sidste uge, som set med lærernes øjne nærmest allerede pegede på en fusion.
LÆS OGSÅ: Campus-bestyrelser: Ikke en fusion - Kun en undersøgelse af fordele og ulemper
”Jeg synes, det er vigtigt, at det bliver præciseret, at vi ikke er i gang med en fusion. At det, vi i bestyrelsen har besluttet, ene og alene er at gennemføre en undersøgelse at, hvilke fordele og ulemper der potentielt er forbundet med en fusion,” siger han.
”Vi frygter mest at undersøgelsen ikke ser objektivt på fordele og ulemper, men vil fremhæve fordelene og nedtone ulemperne. Vi håber, at vi kan stole på, at alle kommer til orde og bliver hørt,” siger han.
”Vi synes, vi har en rigtig god skole, med et godt arbejdsmiljø, gode kollegiale relationer, gode elever og en god ledelse. Vi kan ikke rigtig se, at en fusion kan gøre det endnu bedre. Omvendt er vi er bange for i stedet at sætte det over styr."